Etiopisk domstol omstøder to danske adoptionssager
Etiopiske Amy Steen og Masho blev adopteret til danske par, men forældre følte sig franarret deres børn.
Masho blev i 2008 adopteret til et dansk par, men nu er adoptionen blevet annulleret.
Masho blev i 2008 adopteret til et dansk par, men nu er adoptionen blevet annulleret. Foto: /Polfoto


Den etiopiske domstol har torsdag morgen omstødt adoptionen af de to børn Amy Steen og Masho. De blev adopteret til to danske par i henholdsvis 2009 og 2008, men nu er begge adoptioner blevet annulleret.

Det fortæller den danske journalist Rasmus Sønderiis, der følger retssagen i Etiopien til TV2.

- Advokaten kom ud fra et lukket møde med dommeren og fortalte os, at Amy og Mashos adoption er annulleret, fortæller Rasmus Sønderriis, der er sammen med Amy Steen og hendes biologiske mor Genet Kedir i Addis Abeba.

- De er glade. De sidder nu og drikker kaffe og fejrer det, fortæller han til tv-stationen.

Børnene blev kendt, da TV2 sendte dokumentaren "Adoptionens pris" i 2012. Dokumentaren fulgte adoptionen af Masho og hendes lillebror fra Etiopien. Lillebroren er dog ikke en del af retssagen i Etiopien.

Adoptionen af Masho gik galt, og adoptionsbureauet DanAdopt blev beskyldt for at have narret de afrikanske forældre til at bortadoptere deres børn.

Børnenes biologiske forældre tog sagen til retten, da de mente, at de var blevet snydt til at lade deres børn adoptere.

Nu vil det ifølge TV2 formentlig være op til en dansk domstol at tage stilling til, hvordan danske myndigheder skal forholde sig til den etiopiske domstols afgørelse.

Amy Steen blev adopteret, da hun var omkring ti år til et dansk par sammen med lillesøsteren, der ikke er en del af retssagen. Forholdet til de danske adoptivforældre gik dårligt, og Amy Steen endte med at blive anbragt hos en plejefamilie.

Den 15-årige Amy Steen er i dag rejst til Etiopien, hvor hun er sammen med sin biologiske familie. Hun rejste, selv om Ankestyrelsen i Danmark har forbudt hende at rejse hjem til sit fødeland, før hun fylder 18 år.

Adoptionssagerne skabte meget debat, og i flere år har der været skærpede tilsyn med adoptioner fra Etiopien. Men dfter Ankestyrelsen havde været på tilsynsrejse i februar, stod det klart, at de forskellige tiltag ikke havde haft den ønskede effekt.

Det resulterede i, at Danmark i marts stoppede alle adoptioner fra Etiopien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.