Etiopier smadrer 23 år gammel verdensrekord ved OL
Almaz Ayana var suveræn, da hun vandt guld og satte verdensrekord på 10.000 meter for kvinder ved OL i Rio.
Almaz Ayana satte verdensrekord og vandt 10.000 meter for kvinder ved OL.
Almaz Ayana satte verdensrekord og vandt 10.000 meter for kvinder ved OL. Foto: David Goldman/AP


Atletikkonkurrencerne ved OL i Rio blev fredag indledt med et brag.

På kvindernes 10.000 meter satte etiopieren Almaz Ayana verdensrekord, da hun erobrede guld i tiden 29 minutter og 17,45 sekunder.

Den hidtidige verdensrekord blev sat i 1993 af kineseren Wang Junxia, der dengang løb i tiden 29 minutter og 31,78 sekunder.

Den nye rekord er altså over 14 sekunder hurtigere end den tidligere rekord.

Kenyaneren Vivian Jepkemoi Cheruiyot vandt sølv i fredagens løb i tiden 29 minutter og 32,53 sekunder, der altså var tæt på den nu forhenværende verdensrekord.

Bronzen gik til etiopieren Tirunesh Dibaba, der løb distancen i tiden 29 minutter og 42,56 sekunder.

Almaz Ayana vandt sidste år guld ved VM i Beijing, men det var på den halve distance.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.