Etiopiens regeringsparti vinder jordskredssejr
Styret i Etiopien har vundet samtlige 442 pladser, der foreløbig er fordelt efter parlamentsvalget.
En kvinde stemmer i hovedstaden Addis Abeba under søndagens valg i Etiopien. De foreløbige resultater giver storsejr til regeringspartiet.
En kvinde stemmer i hovedstaden Addis Abeba under søndagens valg i Etiopien. De foreløbige resultater giver storsejr til regeringspartiet. Foto: Mulugeata Ayene/AP


Etiopiens regeringsparti har vundet en jordskredssejr af de helt store efter søndagens parlamentsvalg.

Den foreløbige optælling viser, at regeringspartiet, Det Etiopiske Folks Revolutionære Demokratiske Front (EPRDF), har sat sig på samtlige de 442 pladser i parlamentet, der er fordelt indtil videre.

Opposition har indtil videre ikke fået en eneste plads i parlamentet, viser opgørelsen fra landets valgkommission, men alle stemmerne er endnu ikke talt op.

Valgkommissionen har ikke oplyst, hvor stor en del af stemmerne, der er optalt.

I alt skal der fordeles 547 pladser.

- Vi må vente på de endelige resultater. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, om de resterende pladser vil blive besat af regeringspartiet eller oppositionen, siger valgkommissionens formand, Merga Bekana.

Han tilføjer, at valgdeltagelsen lå over 90 procent.

Premierminister Hailemariam Desalegns parti har regeret Etiopien i de seneste 24 år.

Menneskerettighedsgrupper betegner regimet som et af de mest undertrykkende i Afrika og siger, at der ikke er nogen pressefrihed i landet, samt at oppositionspolitikere er blevet forfulgt og chikaneret i løbet af valgkampen.

Oppositionen og menneskeretsgrupperne siger endvidere, at regeringen har fængslet flere journalister og bloggere på grund af deres synspunkter.

Oppositionspolitikere siger, at der har fundet massiv valgsvindel sted i forbindelse med valget og med stemmeoptællingen, men det afviser regeringen.

I det nuværende parlament har oppositionen kun en enkelt plads, men risikerer altså at miste den ene plads, hvis regeringspartiet gør rent bord.

De endelige resultater ventes klar i næste måned.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.