Et tusind EU-borgere savnes i Nepal
Mindst 12 EU-borgere er bekræftet omkommet under jordskælvet i Nepal, siger EU-delegation i Kathmandu.
Redningsarbejdere i Nepal forsøger at redde folk ud af ruinerne efter jordskælvet.
Redningsarbejdere i Nepal forsøger at redde folk ud af ruinerne efter jordskælvet. Foto: Manish Swarup/AP


Et tusind mennesker fra EU, først og fremmest turister, savnes i Nepal efter skælvet, siger lederen af EU's delegation i Kathmandu næsten en uge efter naturkatastrofen.

- Vi ved ikke, hvor de er henne, eller hvor de kan være, siger ambassadør Rensje Teerink.

Han tilføjer, at 12 EU-borgere er bekræftet omkommet i Nepal efter skælvet.

Han anfører, at de fleste af de savnede er turister i områderne Langtang og Lukla.

Langtang er en trekkingregion nord for Kathmandu, der blev ramt af en lavine og jordskred.

Lukla er udgangspunkt for bjergbestigere og trekkere, som vil tage den ni dage lange tur op til basecamp ved Mount Everest.

De seneste meldinger fra Udenrigsministeriets Borgerservice går på, at man fortsat mangler kontakt med to danskere.

Diplomater siger, at det er vanskeligt at spore de savnede, da mange rygsækrejsende ikke lader sig registrere ved deres respektive ambassader, når de ankommer til landet.

Antallet af ofre for sidste weekends jordskælv i Nepal fortsætter med at stige, og der var torsdag registreret 6204 personer som døde, mens knap 14.000 andre meldes kvæstet.

Jordskælvet, der målte 7,8 og var det kraftigste i landet i 80 år, har også kostet omkring 100 mennesker livet i nabolandene Indien og Kina.

Redningsarbejdet i Nepal fortsætter, men håbet om at finde flere overlevende svinder i takt med, at tiden går, og dødstallet ventes at stige yderligere.

Ifølge FN's organ for koordinering af nødhjælpsindsatser, Ocha, er 130.000 huse kollapset i forbindelse med jordskælvet. Yderligere 85.000 bygninger er beskadiget.

Redningsmandskab er endnu ikke nået frem til nogle af de mere ufremkommelige landsbyer oppe i Himalaya-bjergene. Disse områder kan kun nås til fods, og det ventes at tage op til fem dage, inden hjælpen når frem.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.