Et fly i Pakistan med op mod 47 om bord er styrtet ned i det nordlige Pakistan. Det oplyser regionale myndigheder ifølge Reuters.
Ulykken har efter alt at dømme kostet alle passagerer og personalet livet. Ifølge en regeringskilde er det i hvert fald usandsynligt, at der er overlevende fra styrtet.
Luftfartsmyndighederne i Pakistan har tidligere meddelt, at 47 mennesker var om bord på flyet. Siden har der fra flyselskabets side været meldinger om 41 personer i alt.
En talsmand for luftfartsselskabet Pakistan International Airlines siger, at flyet forsvandt fra radaren, kort efter at det var lettet i den nordlige region Chitral for at flyve til hovedstaden Islamabad.
Flyet styrtede ned i et bjergområde cirka 125 kilometer nord for Islamabad. Der er ikke meget håb for at finde overlevende.
- Alle ligene er forbrændt til ukendelighed. Vragdele ligger spredt ud over et større område, siger Taj Muhammad Khan, en embedsmand i Havelian regionen.
Khan, som er på stedet, siger, at øjenvidner så flyet brænde, før det ramte jorden.
Onsdag eftermiddag dansk tid meddeler det pakistanske militær, at 21 lig er blevet bjærget fra stedet.
En af dem, der frygtes omkommet ved styrtet, er Junaid Jamshed. Han er en tidligere pakistansk popstjerne, som skiftede bane og blev muslimsk prædikant.
Ifølge en liste over passagerer om bord på flyet er flere "udenlandske navne" opført, skriver Reuters.
Det er ikke sjældent, at fly er involveret i ulykker i Pakistan.
Sikkerheden i landet bliver ofte kritiseret, og i løbet af de seneste år har der været en række sager om fly, der nær har ramt hinanden på grund af de proppede landingsbaner.
I 2010 styrtede et passagerfly nær Islamabad på grund af uvejr. Samtlige 152 mennesker om bord blev dræbt.
To år senere mistede 127 mennesker livet, da et fly ligeledes styrtede tæt på hovedstaden.
/ritzau/Reuters