Det var mørkt, koldt og snedriverne lå højt, men den 68-årige Knud fra Karleby trodsede elementerne og bevægede sig alligevel for nylig udenfor i det trøstesløse vejr.
Det skulle han aldrig have gjort, for han kom ikke langt, før det gik galt.
Han var gået ud for at lufte hunden Aiko. Efter 400-500 meter går det op for hundeejeren, at det ikke er forsvarligt at fortsætte gåturen. Han vil vende om, men så går det galt. Han synker ned i en dyb bunke sne og sidder fast, fortæller Knud til lokalavisen.dk
- Aiko fik kæmpet sig op. Men jeg sad fast i sne til lagt op over knæene, og jeg kunne ikke komme op. Jeg ved ikke, hvor længe jeg prøvede at komme op. Min mobil, som jeg ellers altid har på mig, havde jeg ikke taget med.
Knud er altså fanget i sneen udenfor i kulden. Han kan ikke komme i kontakt med andre, og da han samtidig er diabetespatient, går det hurtigt ned ad bakke for ham.
Hunden forsøger at redde Knud
Knud sidder fast i sneen, og han husker ikke meget mere end det.
Men hunden Aiko giver ikke op. Den holder vagt ved Knud, som ligger livløs i sneen, og til alt held kommer en bil med tre mænd kørende forbi.
De ser hunden, standser og opdager Knud. De får ham ind i bilen og kører til den adresse, som står på hundens navneskilt. Her banker de på hos naboen, og får fat i en ambulance til Knud, som på det tidspunkt er stærkt nedkølet.
Aiko afleverer de hos Knuds datter, Susanne, som i dag er dybt taknemmelig for mændenes hjælp. De reddede hendes far.
Men den ni-årige Golden Retriver havde også forsøgt at gøre sit til at redde sin ejer, fortalte en af redderne fra ambulancen til den skræmte datter:
- Han fortalte, at det havde set ud som om, Aiko havde forsøgt at slæbe far op ad grøften, siger datteren.
Men Knud var for tung, så Aiko måtte give op, men blev i stedet ved sin ejers side, indtil mændene kom forbi.
Det er altså en sand mirakelhistorie og endnu en gang et bevis for, at hunden er og bliver menneskets bedste ven.