Et minuts stilhed brød morgentrafikkens larm i Nyhavn
Flere steder i landet markerer tirsdag, at det er 70 år siden, at Danmark efter fem års mørke blev befriet.


I forbindelse med 70-året for Danmarks befrielse mødte omkring 150 mennesker op til en mindeceremoni tirsdag morgen på pladsen mellem Nyhavn og Kongens Nytorv i København.

Blandt tilhørerne var kronprins Frederik, der var mødt op i uniform.

På pladsen for enden af Nyhavn står et anker, der symboliserer de hundredvis af danske søfolk, der mistede livet under Anden Verdenskrig. Mindeankeret blev indviet i 1951 og afløste et daværende mindekors.

Ud over kronprins Frederik overværede flere veteraner ceremonien, der foregik samtidig med morgentrafikken i det centrale København. Syv veteraner havde hver fået en stol af sidde på, men de aldrende søfolk rejste sig, da der blev holdt et minuts stilhed til ære for deres døde kammerater.

Til trods for støjen fra biler og busser kunne man ikke undgå at "høre" stilheden i løbet af det ene minut.

Der er adskillige arrangementer i løbet af tirsdag over hele landet, der skal markere befrielsen fra nazismen for 70 år siden.

I Vor Frue Kirke i København er der tirsdag formiddag gudstjeneste, hvor medlemmer fra den danske modstandsbevægelse deltager. Her deltager også forsvarsminister Nicolai Wammen (S).

- Vi skylder en kæmpe tak til de unge mænd og kvinder, der gav deres liv, så vi andre kan leve i frihed. Derfor er denne dag så vigtig, siger han til TV2 News.

Det eneste sted i Danmark, hvor befrielsen ikke bliver markeret 5. maj, er på Bornholm. Den tyske kommandant på Bornholm overgav sig nemlig først, da russerne rykkede ind 9. maj 1945, og herefter besatte de russiske styrker klippeøen frem til 5. april 1946.

Flere bornholmere blev dræbt, da sovjetiske fly bombede Rønne og Nexø 7. maj 1945.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.