Mysteriet om den 17-årige Emilie Mengs forsvinden 10. juli sidste år er endnu ikke løst.
Hun forsvandt klokken 04.00 om morgenen ved Korsør Station, og blev fundet død juleaftensdag i en sø ved Regnemarks Bakke nær Borup.
Sagen har berørt mange mennesker, og i de godt fem måneder, der gik før hendes lig tilfældigt blev fundet af en hundelufter, søgte frivillige efter hende weekend efter weekend.
Nu bliver årsdagen for Emmilie Mengs forsvinden markeret både i hendes hjemby Korsør og på Rådhuspladsen i København.
Det skriver TV Øst.
Janni Rasmussen, som flere gange var med på eftersøgninger efter Emilie Meng, har arrangeret en mindehøjtidelighed ved Korsør Station. Hun fortæller til TV Øst, at man vil forsøge at samle så mange mennesker som muligt på samme tidspunkt, som hun sidst blev set i live.
- Der er ingen, som vil glemme sagen, før vi har fanget morderen. Jeg kan i min situation ikke komme videre, jeg har hende stadig i tankerne. Hvis jeg for eksempel står i en butik eller går på gaden, så tænker jeg, at ham foran mig, eller ham der kører forbi mig, kan være morderen. Det er svært at glemme, før man har fanget ham. Når gerningsmanden er fundet, så kan man lukke sagen ned. Men man kan altid en gang om året mindes den dag, hvor hun forsvandt, siger Janni Rasmussen til tv-stationen.
På Rådhuspladsen i København vil der, også på årsdagen, være en fredelig demonstration, hvor der vil blive sat fokus på uopklarede kriminalsager, ligesom forsvundne personer vil blive mindet.
Initiativtageren bag arrangementet er Sofie Sønderup, stifter af Forsvundne Personer, der stod bag flere eftersøgninger af Emilie Meng.
Strategisk spor
Politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver, fortalte mandag til TV Øst, at de oplysninger om en hvid bil, formentlig en Hyundai I30 model 2011-2016, som blev offentliggjort for nylig, var blevet anvendt strategisk fra politiets side.
- Det er vigtigt at sige, at politiet hele tiden har vidst, at det køretøj har været der, så hver eneste gang, vi har talt med et vidne, har det indgået i vores materiale. Så det er ikke sådan, at hele den del af vores efterforskning har ligget stille frem til nu. Det har været et væsentligt element, men nu er vi kommet så langt, takket være det store arbejde, der er lavet, at vi har kunnet målrette en efterlysning, sagde Kim Kliver mandag til TV Øst.