Billedet af Nanna Skovmands sønderrevne ansigt blev i de ellers fredelige juledage for præcis et år siden delt igen og igen på Facebook.
Hun og kæresten Morten Schøllhammer blev overfaldet af fire unge drenge, da de efter juleaftenvar på vej hjem til deres lejelighed på Vesterbro i København.
Efter at være blevet gennembanket med jernkæder har parret kæmpet for at komme tilbage til bare en form for normal hverdag – alt imens politiet har efterforsket sagen og Københavns Byret har idømt de unge mennesker fængselsdomme. Men det har ikke været nemt. Det fortæller hun fredag til BT.
Nanna Skovmand fik konstateret PTSD og blev ramt af angstanfald og depression. Hun har endda set gerningsmændene i øjnene igen. De hænger ud ved den samme cykelkælder, hvor Nanna Skovmand og kæresten blev overfaldet julenat.
- Jeg kæmper rigtig meget med det. Jeg taler meget med min psykolog om, hvorfor jeg ikke bare kan komme videre. Nogle gange slår jeg mig selv i hovedet med det og siger: 'Værre var det jo heller ikke, så hvorfor kan du ikke bare komme videre og starte på det liv, du havde før?' Men det bliver bare ved med at hænge i mig, siger Nanna Skovmand til BT.
Hun har svært ved at stole på andre mennesker og kan nogle gange gå grædende på arbejde uden at vide hvorfor. Hun føler sig ødelagt og bruger mange kræfter på at blive sig selv igen.
Men hun kæmper også for andre i samme situation – til at nedbryde tabuer og åbne op for samtale. Det hele tager kræfter, men hun har vilje til at overvinde det.
- Jeg er stadigvæk et enormt livsglad menneske, trods jeg ved, at jeg har et stort bump på vejen nu. Men jeg ved, jeg nok skal komme om på den anden side, selvom kampen kan virke uoverskuelig, siger hun til BT.