Estland beskylder nu Rusland for at have indledt en regulær krig mod landet - i cyperspace.
Ifølge de estiske myndigheder har landets hjemmesider været udsat for en flodbølge af hackerangreb de seneste uger - angreb som ifølge esterne er sat i værk fra servere i den russiske centraladministration.
Angrebene har været så voldsomme, at Estland har søgt hjælp hos vennerne i militæralliancen NATO.
- Det er det 21. århundrede. Det handler ikke længere om tanks og artilleri, siger NATO-talsmand James Appathurai til BBC.
- Vi har sendt en af vores fremmeste eksperter til Estland for at hjælpe landets myndigheder, fortsætter han.
Ifølge esterne begyndte de russiske angreb i cyperspace kort efter, at esterne flyttede et russisk mindesmærke i den estiske hovedstad Tallin trods stor russisk modstand. Esterne vil nu have sagen bragt op på det kommende topmøde mellem Rusland og EU.
- Estland er meget afhængig af internettet. Hele vores administration er elektronisk uden papirer, og alle vores bank-forretninger er på nettet. Vi vælger sågar vores parlament via nettet, siger Mikhail Tammet, it-sikkerhedschef i det estiske forsvarsministerium.
Russerne nægter imidlertid at have noget med de mange hackerangreb at gøre, hvor blandt andet banker og officielle institutioner er blevet bombarderet med elektroniske henvendelser i en sådan grad, at deres servere er brudt sammen.
- Det er overhovedet ikke noget, som vi er indblandet i. Det passer ikke, siger Kreml-talsmand Dmitry Peskov.
Estland var en del af Sovjetunionen fra 1940 til 1991. Af samme årsag er forholdet mellem de to lande lettere anspændt.