Esbjergs mestre snubler hjemme i sæsonåbner
Guldvinderne fra sidste sæson kunne ikke fortsætte succesen og tabte hjemme til Frederikshavn i første runde.


Esbjerg Energy kom skidt fra start, da Metal Ligaen fredag aften blev skudt i gang, og landets bedste ishockeymandskaber var i kamp for første gang i denne sæson.

Første spillerunde bød på et interessant opgør mellem Esbjergs guldvindere fra sidste sæson og bronzetagerne fra Frederikshavn White Hawks, der var på besøg i Esbjerg.

Det opgør trak gæsterne sig bedst ud af, da frederikshavnerne fortjent vandt 3-1 og snuppede alle tre point, og dermed indledte Esbjerg titelforsvaret med en skuffelse på egen is.

Esbjerg Energy oplevede stor succes i den forgangne sæson.

Klubben vandt DM-guld ved at besejre Herning Blue Fox i det sjette finaleopgør, og således vandt Esbjerg guld for første gang siden 2004.

Esbjergs forhåbninger om en god sæsonstart led dog det første knæk i anden periode.

Første periode endte uden scoringer, og der var spillet lidt over 12 minutter af anden periode, da gæsterne bragte sig foran.

Esbjerg sløsede i defensiven og Mathias Bau Hansen kunne hamre pucken i mål efter et flot forarbejde af Marcus Olsson, som stoppede pucken med skøjten og lagde den til rette for målscoren.

Der blev ikke scoret mere i perioden, og derfor skulle Esbjerg ud og jagte i tredje periode.

Hjemmeholdet skulle også blot bruge 42 sekunder, så sørgede Esbjergs Jared Knight for at få pucken i Frederikshavns mål med sin udligning til 1-1.

Esbjerg mistede dog momentet, og udligningen holdt blot kort, for efter 44. minutter bragte Steffen Frank gæsterne foran 2-1.

Frederikshavn satte trumf på, da Christian Steiner Kristiansen øgede til 3-1 fire minutter senere, og det lykkedes ikke for Esbjerg at komme tilbage.

Sølvvinderne fra sidste sæson, Herning Blue Fox, fik heller ikke en pointmæssig god start, da det hjemme blev til et 1-2-nederlag til Rungsted Seier Capital.

Hjemmeholdet kom i front i anden periode ved Markus Jensen, men Kent McDonell og Jon Palmebjörk sørgede for sejren.

Gentofte Stars vandt 2-1 over Herlev Eagles efter sejr i forlænget spilletid, mens Odense Bulldogs hjemme tabte 1-2 til Aalborg Pirates.

I Sønderjyske var der gang i scoringerne, da Rødovre Mighty Bulls var på besøg. Gæsterne kunne tage hjem med en stor sejr på 6-3.

Her lagde Rødovre ud som lyn og torden, og efter ni minutter var gæsterne foran 3-0 efter scoringer af Steffen Klarskov Nielsen, Emil Oliver Christensen og Jannik Karvinen.

Kim Lykkeskov fik reduceret for Sønderjyske i første periode. Men i anden periode kunne Karvinen med sin anden scoring øge til hele 5-1 for Rødovre, og Anders Førster kunne blot pynte på resultatet, da han reducerede til 3-6 for Sønderjyske i tredje periode.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.