Esbjergs borgmester trækker stikket til kommunalpolitik
Efter 23 år som borgmester i Esbjerg lægger Johnny Søtrup næste år kommunalpolitik på hylden.
Johnny Søtrup har været borgmester i Esbjerg i næsten et kvart århundrede. Men nu er det snart slut. Borgmesteren genopstiller ikke ved næste års kommunalvalg.
Johnny Søtrup har været borgmester i Esbjerg i næsten et kvart århundrede. Men nu er det snart slut. Borgmesteren genopstiller ikke ved næste års kommunalvalg. Foto: Henning Bagger/Scanpix


Esbjergs borgmester, Johnny Søtrup (V), siger næste år farvel og tak til kommunalpolitik.

Byens borgmester gennem 23 år har meddelt, at han ikke genopstiller ved kommunalvalget i efteråret 2017.

- Det har jo altid været sådan, at jeg har glædet mig til at komme på arbejde hver eneste morgen.

- Jeg har holdt så umanerlig meget af at være med til at påvirke, hvordan Esbjerg Kommune skal udvikle sig, siger Johnny Søtrup til JydskeVestkysten.

Alligevel er tiden moden til at gå på pension næste år, siger den 67-årige borgmester til avisen.

Baglandet ærgrer sig over borgmesterens beslutning.

- Jeg havde håbet, at jeg kunne få Johnny til at stille op igen, men det er, som det er - jeg har stor forståelse for hans beslutning, siger formanden for Venstres Kommuneforening, Ketty Christoffersen, til JydskeVestkysten.

Partiet holder inden for nærmeste fremtid et opstillingsmøde, hvor en ny borgmesterkandidat skal findes.

Ketty Christoffersen peger ifølge JydskeVestkysten på 1. viceborgmester Jesper Frost Rasmussen til at udfylde skoene efter den afgående borgmester.

Johnny Søtrup har været borgmester i den sydvestjyske by siden 1993, da han fravristede Socialdemokratiet borgmesterkæden.

Ved seneste kommunalvalg i 2013 hentede han 12.728 personlige stemmer ud af i alt 26.095 stemmer til partiet Venstre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.