Esbjerg vil slette dårlige indtryk med sejr i Hobro
Bundproppen Hobro bliver en vanskelig modstander for Esbjerg, der har gjort det skidt på det seneste.
Esbjergs træner Michael Pedersen kræver en sejr mod Hobro.
Esbjergs træner Michael Pedersen kræver en sejr mod Hobro. Foto: ANDERS BROHUS/POLFOTO


Esbjerg har haft en skidt uge med nederlag til Randers i Superligaen og et skuffende nederlag i DBU Pokalen mod 1. divisionsholdet Lyngby, der tilmed spillede en mand i undertal i over en time.

Den nye uge indledes mandag med et bundbrag mod Hobro, der efter at være frataget tre point for at benytte en ikke-spilleberettiget spiller mod AGF er truet af isolation i bunden af ligaen.

- Den eneste måde at slette det dårlige indtryk på er at lave en god præstation i Hobro. Vi har respekt for tabellen, vi ligger næstsidst, og vi har præsteret til at ligge næstsidst.

- Vi skal være klar til at arbejde hårdt og tage mange dueller, og så skal man mod Hobro have meget bevægelse uden bold for at skabe plads til hinanden.

- Vi har aftaler om, hvad vi skal gøre, nu gælder det om at have modenhed og kvalitet til at udføre det, siger Esbjerg-træner Michael "Mex" Pedersen til klubbens hjemmeside.

Esbjerg-anfører Magnus Lekven satser på, at holdet har bearbejdet skuffelserne fra den seneste uge.

- Vi har ikke haft så mange træninger siden pokalkampen, så det har mest handlet om at få ben og især hovederne friske igen.

- Vi ved, at vi kan, og for hver spiller gælder det om at tage et ansvar og kæmpe for sin personlige ære. Det skal vi have frem i Hobro, så vi kan få de tre point, vi alle ønsker, siger Lekven.

Esbjerg må undvære Victor Pálsson, der er ude med en fibersprængning i mindst en måned, Robin Söder er fortsat ikke klar, og Michael Jakobsen har karantæne.

I forhold til kampen mod Randers er Lekven, Nicki Bille, Mark Brink og Ryan Johnson Laursen nye i truppen. Sidstnævnte er oven på skade og sygdom klar til at spille fodbold efter næsten to måneders pause.

Kampen mod Hobro spilles mandag klokken 19.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.