Esbjerg-træner: Kort kontrakt passer mig fint
Niels Frederiksen har forlænget sin kontrakt med yderligere et år i Esbjerg, men afviser ikke at blive længere
Niels Frederiksen har skrevet under på en kontrakt, der binder ham til Esbjerg i yderligere en sæson.
Niels Frederiksen har skrevet under på en kontrakt, der binder ham til Esbjerg i yderligere en sæson. Foto: CHRISTER HOLTE/POLFOTO


Esbjerg offentliggjorde før kampen mod FC Nordsjælland mandag aften, at man var blevet enig med cheftræner Niels Frederiksen om at forlænge den aftale, der stod til at udløbe efter indeværende sæson.

Cheftræneren har skrevet under på en kontrakt, der binder ham til Esbjerg i yderligere en sæson, og kalder det en passende længde for både ham selv og klubben.

- Vi var enige om, at en forlængelse på et år var det rigtige. Det kan gå meget stærkt i den her verden, og jeg er ikke tilhænger af rigtig lange aftaler. Sådan tror jeg også, Esbjerg har det, siger Niels Frederiksen.

På trods af at kontrakten kun er forlænget med et enkelt år, er det ikke ensbetydende med, at cheftræneren takker af i Esbjerg, når den nye aftale udløber, og han i sommeren 2016 har stået i spidsen for det vestjyske mandskab gennem tre sæsoner.

- Tre år er en meget fin og passende periode for en træner i en klub, mener jeg, men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kunne finde på at forlænge yderligere på et senere tidspunkt, konstaterer Niels Frederiksen.

En af de spillere, der har nydt stor tillid under Niels Frederiksen, er den offensive kantspiller Jeppe Andersen, der er tilfreds med, at cheftræneren har forlænget.

- Jeg er glad for, at Niels har forlænget, da han er en dygtig træner. Jeg nyder at spille under ham, og jeg tilfreds med den tillid, han har vist mig, så jeg er rigtig positiv over for det, siger Jeppe Andersen.

44-årige Niels Frederiksen kom til Esbjerg i sommeren 2013 fra Lyngby.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.