Esbjerg tørster efter at ende guldtørke på isen
Esbjerg Energy fører DM-finaleserien 3-2 over Herning. Dermed kan Esbjerg sikre sig guldet tirsdag aften.


Med fem DM-titler og i alt 26 DM-medaljer hører Esbjerg til blandt mastodonterne i dansk ishockey. Men det er 12 år siden, den vestjyske klub senest fejrede et danmarksmesterskab.

Tørken kan meget vel ende i denne uge, når Esbjerg Energy har to matchbolde mod Herning Blue Fox i finaleserien, som Esbjerg efter søndagens udesejr fører 3-2. Det vil være hårdt tiltrængt i og omkring klubben.

- Man mærker tydeligt, at der er en stor sult efter at vinde. Hele byen er bag os, der er mange folk i hallen, og hele holdet brænder virkelig for at vinde det her.

- Folk kaster sig ned i slagskud, og vi hænger efterhånden kun sammen med tape og klister, siger Esbjerg-forwarden Esben Nielsen.

Han er i gang med sin tredje periode i klubben. I den første var han med til at vinde det seneste sæt guldmedaljer i 2004. I hans anden periode fra 2010 til 2013 havde Esbjerg ikke styrke til at gøre sig gældende blandt ligaens bedste.

Men ved comebacket i 2014 mærkede Esben Nielsen, at han vendte tilbage til en klub i stor udvikling.

- Da Mark (Pederson, cheftræner) ringede, og vi begyndte at forhandle, fortalte han om målsætningerne om at spille med i toppen, og de er blevet ført ud i livet.

- Der er skabt et godt fundament, og træneren har hentet gode udlændinge og får det bedste ud af materialet. Det er gået i den rigtige retning i tre år, og det gav sølv sidste år. Det vil være kæmpe stort at tage guldet nu, siger Esben Nielsen.

Esbjerg kom foran 1-0 i serien, men Herning vandt de to efterfølgende kampe, inden Esbjerg med to sejre i træk igen har bragt sig i vinderposition i bedst ud af syv-serien.

- Vi føler, vi har været bedst i serien, og at vi har den bedste og bredeste trup. Nu handler det om at få den lukket og allerhelst i Herning tirsdag, så vi ikke skal ud i en afgørende kamp, selv om den vil være på hjemmebane.

- Men det bliver ikke nemt. Herning-spillerne har ryggen mod muren og vil komme med alt, hvad de har. Det ville vi i hvert fald gøre i deres situation, siger Esbjerg-forwarden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.