Esbjerg slår Frederikshavn i topbrag på isen
Mario Lamoureux sørgede for en 4-3-sejr til Esbjerg med en scoring 11 sekunder inde i overtiden.
Esbjerg Energy slog onsdag Frederikshavn med 4-3. Topkampen blev afgjort i overtid.
Esbjerg Energy slog onsdag Frederikshavn med 4-3. Topkampen blev afgjort i overtid. Foto: Korsgaard Jan/POLFOTO


Ishockeyspillerne fra Esbjerg Energy tog onsdag den fjerde sejr i træk i Metal Ligaen.

På egen is vandt vestjyderne topkampen mod Frederikshavn White Hawks med 4-3 efter en afgørelse i forlænget spilletid.

Mario Lamoureux sikrede værterne sejren, da han sendte pucken i mål 11 sekunder inde i overtiden.

Det var også amerikaneren, der med scoringen til 3-3 sørgede for, at stillingen var uafgjort efter tre perioder.

Frederikshavn fik to gange i anden periode udlignet en vestjysk etmålsføring, og da Mathias Bau Hansen i begyndelsen af tredje periode bragte nordjyderne foran med 3-2, var sejren pludselig inden for rækkevidde for Frederikshavn.

Det fik Lamoureux lavet godt og grundigt om på, da han med syv minutter tilbage iscenesatte et esbjergensisk comeback med scoringen til 3-3.

Frederikshavn indtager ligaens andenplads med 47 point - det samme som førerholdet fra Sønderjyske - mens Esbjerg har 39 point på tredjepladsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.