Superligaklubben Esbjerg har solgt midtbanespilleren Jakob Ankersen til den svenske fodboldklub IFK Göteborg.
Det oplyser esbjergenserne i en meddelelse til fondsbørsen.
- Han har længe udtrykt et ønske om at prøve sig af i en anden liga. Det har vi vidst, og det har vi også været indstillet på. IFK Göteborg har længe været interesseret, og det er en topklub i Sverige, så der venter ham en spændende udfordring, siger Niels Erik Søndergård fra Esbjergs sportslige udvalg.
Esbjerg skrev i første omgang, at Jakob Ankersen selv skulle forhandle sin aftale med svenskerne på plads.
Få minutter senere meddelte IFK Göteborg, at den har lavet en aftale med Jakob Ankersen for de næste tre år.
- Han er en kantspiller, som selv om han er ung, også er rutineret blandt andet med spil i Europa League med Esbjerg.
- God fart og hårdt arbejde er to gode egenskaber hos ham. Desuden er han en dokumenteret målskytte, siger IFK Göteborgs sportschef Mats Gren til klubbens hjemmeside.
Esbjerg meddelte tidligere mandag, at klubben får Viborgs Kevin Mensah til klubben øjeblikkeligt. Det er som erstatning for Jakob Ankersen.
Jakob Ankersen debuterede for EfB på sin 20-års fødselsdag mod FC Svendborg den 22. september 2010 og har siden spillet 152 kampe i Esbjergs trøje.
Landsholdsspilleren Lasse Vibe og den tidligere Esbjergspiller Søren Rieks er også i den svenske klub.
/ritzau/