Esbjerg-profil: Sønderjyske-kamp bliver afgørende
Ryan Johnson Laursen tror, en sejr på torsdag over Sønderjyske kan sikre Esbjerg en sæson mere i Superligaen.


Esbjerg vandt mandag 3-1 på udebane over FC Nordsjælland og har dermed seks point ned til FC Vestsjælland under nedrykningsstregen med fire runder tilbage i Alka Superligaen.

Torsdag venter en hjemmekamp mod Sønderjyske, og vindes den, tror backen Ryan Johnson Laursen ikke på, Esbjerg rykker ned.

- Det er lige meget, hvordan vi spiller, bare vi får de tre point. Vi har en god følelse, det er første gang, vi vinder to kampe i træk, og nu må vi se, om vi også kan vinde torsdag.

- Intet er afgjort, men vi står i en position, hvor vi kan afgøre det selv, hvis vi vinder torsdag, og det skal vi gå efter 100 procent. Formkurven peger opad lige nu, og hvis vi vinder over Sønderjyske, tror jeg på, det er afgjort, siger Laursen.

Træner Niels Frederiksen er enig i, at kampen mod Sønderjyske kan blive afgørende.

- Jeg deler opfattelsen af, at det ser rigtig godt ud, hvis vi vinder, men jeg deler ikke opfattelsen af, den er afgjort, bortset fra vores målscore. Men vi skal ikke tage glæderne på forskud, og der venter en pivhård opgave mod Sønderjyske.

- Vi har ikke haft for vane at vinde disse kampe, men vi tror bestemt på det. Alle vores resterende kampe er nøglekampe, og vi kan dybest set bedre tillade os at tabe torsdag nu, end hvis vi havde tabt til FCN. Alle kampe er vigtige.

De to opgør mellem Esbjerg og Sønderjyske hidtil i sæsonen er begge endt uafgjort.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.