Esbjerg missede søndag eftermiddag muligheden for at overhale Viborg og kravle væk fra sidstepladsen i Alka Superligaen, da det på hjemmebane blot blev til 2-2 mod FC Nordsjælland.
Anfører Victor Palsson er ikke tilfreds med holdets indsats.
- Vi spillede ikke godt i dag. Vi blev overspillet i det meste af kampen, og de skabte mange chancer mod os. Heldigvis havde vi Jonas Jensen bagved til at lave nogle fantastiske redninger.
- Vi kom bedre med efter pausen, hvor vi fungerede bedre som et hold. Men vi skal være mere aggressive i vores opdækning og i vores presspil, når man så på de mål, FC Nordsjælland scorede, siger islændingen.
Vestjyderne var bagud to gange i kampen, men fik udlignet til 2-2 i de sidste minutter. Anføreren fremhæver holdets moral.
- Det er altid godt at få scoret mål, og det giver os selvtillid. For truppen var det også vigtigt, at vi ikke tabte. Vi er i en situation, hvor vi må tage alt det positive med videre. Vi fik vist en god mentalitet, siger han.
Cheftræner Colin Todd ærgrer sig over, at koldblodigheden i felterne ikke var stor nok.
- Vi kan spille fin fodbold mellem felterne, men i de områder, hvor man skal kontrollere kampene og afgøre tingene, var vi ikke gode nok i dag.
- I pausen talte vi om at lade dem have bolden, hvor det ikke ville gøre ondt på os. Det lykkedes delvist, og jeg sad med følelsen af, vi ville komme tilbage i kampen og få udlignet, og det skal holdet roses for, siger han.
Esbjerg er fortsat sidst i Superligaen.
/ritzau/