Esbjerg henter målfarlig kantspiller
Den 23-årige kantspiller Kevin Mensah skifter til sommer Viborg ud med Esbjerg på en treårig aftale.
- Kevin Mensah passer rigtig godt ind i den måde, vi ønsker at spille fodbold på, siger træner Niels Frederiksen
- Kevin Mensah passer rigtig godt ind i den måde, vi ønsker at spille fodbold på, siger træner Niels Frederiksen Foto: Colourbox/free


Viborgs målfarlige kantspiller Kevin Mensah skal fra næste sæson forstærke Esbjerg i Alka Superligaen.

Esbjerg oplyser torsdag, at den vestjyske klub har indgået en treårig aftale med Mensah gældende efter den igangværende sæson, hvor den 23-årige profil har kontraktudløb i Viborg.

- Kevin Mensah passer rigtig godt ind i den måde, vi ønsker at spille fodbold på, siger træner Niels Frederiksen til Esbjergs hjemmeside.

- Han er hurtig og tænker - i spillet både med og uden bold - udpræget fremad i sine aktioner.

Kevin Mensah scorede i sidste sæson otte gange for Viborg, der alligevel endte med at rykke ud af Superligaen. I den igangværende sæson er Mensah dog blot noteret for en enkelt scoring for Viborg i 1. division.

- Han er en dygtig fodboldspiller, der har den sjældne kombination af fart og teknik, og så er han målscorer med sine otte mål som kantspiller i sæsonen i Superligaen, siger Niels Frederiksen.

Kevin Mensah fik sin debut for Viborg i 2009 og rundede sidste år 100 førsteholdskampe for Viborg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.