Esbjerg har respekt for FCK-offensiv
FC København slår mange indlæg, og det har Esbjerg forberedt sig på, siger cheftræner Niels Frederiksen.
Esbjerg har ifølge cheftræner Niels Frederiksen fokus på offensive forbedringer i opgøret mod FCK. Arkivfoto.
Esbjerg har ifølge cheftræner Niels Frederiksen fokus på offensive forbedringer i opgøret mod FCK. Arkivfoto. Foto: BROHUS ANDERS/Polfoto


Bundholdet Esbjerg tager søndag i mod FC København i en superligakamp, som Esbjerg-træner Niels Frederiksen vil gribe an med respekt for løvernes offensiv.

Det siger han til Esbjergs hjemmeside.

- Jeg synes, FC København er blevet bedre især offensivt. Holdet spiller relativt fysisk med mange indlæg og har i Nicolai Jørgensen, Danny Amankwaa og Ludwig Augustinsson spillere, der kan gøre noget på egen hånd.

- FC København skaber flere chancer end tidligere, så vi skal have styr på indlægsspillet og på de nævnte individualister, siger Niels Frederiksen.

FC København rejser til Esbjerg med selvtillid efter derbysejren over Brøndby, mens hjemmeholdet har fået en noget dårligere optakt. Det er blevet til nederlag mod FC Midtjylland og AaB i de to seneste ligakampe, hvor Esbjerg har lukket i alt seks mål ind.

Esbjerg har dog fokus på offensive forbedringer i opgøret mod FCK.

- Offensivt skal vi være dygtigere på bolden og vise mere mod end i de seneste kampe. Vi vil altid gerne komme med et aggressivt udtryk på hjemmebane, men vi vil ikke kunne lægge et tungt pres på FC København i 90 minutter.

- Hvis vi lykkes med taktikken, vil man se os i flere udgaver i løbet af kampen. Vi arbejder fortsat med at ramme vores topniveau oftere og i længere perioder ad gangen, siger Niels Frederiksen.

Der forventes op mod 10.000 tilskuere til kampen, der begynder søndag klokken 17.

Esbjerg har med 23 point på 10.pladsen otte point ned til FC Vestsjælland, der ligger under nedrykningsstregen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.