Superligaklubben Esbjerg har forlænget aftalen med forsvarsspilleren Jeppe Brinch, der nu har kontrakt til 30. juni 2019.
Dermed bliver den 21-årige midterforsvarer belønnet for at have gjort store fremskridt, siden han i december fik en frist på et halvt år til at bevise sit værd.
Han har været fast mand i Esbjergs forsvar i forårets første kampe, og nu er klubben altså så overbevist om, at han er værd at satse på, at den har lagt yderligere tre år på aftalen.
- Jeppe har allerede taget et enormt skridt i sin udvikling, og han har levet op til vore forventninger - og lidt til, siger Esbjerg-træner Jonas Dal i en pressemeddelelse fra klubben.
- At give en spiller et halvt år til at udvikle sig til superligaspiller kan forløbe meget forskelligt.
- Nogle brænder igennem som Jeppe, og han har gjort det godt på det rigtige tidspunkt, hvor enkeltspillere og hele holdet har været nede i en defensiv bølgedal, som vi skulle op af, siger Jonas Dal.
Jeppe Brinch er - før mandagskampen mod FC Nordsjælland - i alt noteret for ni superligakampe for Esbjerg.
/ritzau/