FC Midtjylland har været skræmmende skarpe på dødbolde i denne sæson, og det er man yderst opmærksom på i Esbjerg, der søndag aften får besøg af Alka Superligaens tophold.
Cheftræner Niels Frederiksen og midtbanemotor Hans Henrik Andreasen hæfter sig ved, at FC Midtjylland ikke skabte mange chancer i åbent spil, sidste gang de to mandskaber mødtes.
- Vi må frem for alt ikke tabe på standardsituationer, som vi gjorde i Herning. FC Midtjylland skaber ikke nødvendigvis så mange chancer i åbent spil.
- Desuden skal vi være dygtige med bolden og have den relativt meget, for det er også en måde at tage trykket af modstandernes spil, siger Niels Frederiksen til Esbjergs hjemmeside.
Hans Henrik Andreasen er enig i cheftrænerens vurdering, når han kigger tilbage på 0-3-nederlaget til FCM, der kom for en måned siden. Her scorede midtjyderne to af sine mål på dødbolde.
- På hjemmebane er FC Midtjylland stærkt kørende og stoler meget på standardsituationer. Ud over målene synes jeg, de skabte begrænset med chancer, da vi senest mødte dem.
- På vores hjemmebane skal vi have dem til at løbe efter bolden og være aggressive, som da vi slog dem i DBU Pokalen i december. Og så skal vi være effektive på vores chancer, siger Hans Henrik Andreasen.
Før landskampspausen vandt Esbjerg udekampen mod OB med 2-0. Her spillede blandt andet flere af vinterindkøbene en god kamp, og takterne fra det opgør skal give tre point mod FCM.
- Vi er et hold i fremgang både offensivt og defensivt.
- Af vores nye spillere spillede Daniel Larsson sin hidtil bedste kamp for Esbjerg mod OB, Michael Almebäck er fint kørende, og Kevin Mensah og Erik Friberg viser bedre og bedre form under træningen og lærer de nye holdkammerater at kende, siger cheftræner Niels Frederiksen.
/ritzau/