Esbjerg ansætter Jonas Dal som ny cheftræner
Jonas Dal skifter fra næste sommer fra Hobro til Esbjerg. Midlertidig trænerduo fortsætter resten af sæsonen.
Jonas Dal bliver ny Esbjerg-træner til sommer.
Jonas Dal bliver ny Esbjerg-træner til sommer. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Mere end to måneder efter fyringen af Niels Frederiksen har superligaklubben Esbjerg endelig sat navn på den træner, der fremover skal stå på sidelinjen i den vestjyske havneby.

Esbjerg har ansat Hobros Jonas Dal, der tiltræder til sommer på en kontrakt gældende til 31. december 2017.

I resten af denne sæson vil den midlertidige cheftrænerduo Michael Pedersen og Lars Lungi Sørensen have ansvaret for ligaens aktuelle nummer ti.

- Vi får fra næste sommer en træner, som i sit tidligere virke har vist, at han med stærke kollektive værdier og hårdt arbejde formår at skabe gode resultater, siger Esbjergs direktør Søren Poulsen i en pressemeddelelse.

- Jonas Dal har endvidere i sit mangeårige virke i FC Midtjyllands talentsektor et dybtgående kendskab til at udvikle unge spillere til et højt niveau, og han vil dermed kunne understøtte et helt afgørende element i EfB's strategi, siger Søren Poulsen.

Han lægger ikke skjul på, at han havde håbet, at den nye træner kunne tiltræde tidligere.

- Begge parter ønskede, at samarbejdet kunne blive en realitet fra nytår, men det har desværre ikke kunnet lade sig gøre. Indtil Jonas tiltræder, har vi fuld tillid til, at vores nuværende trænerteam kan løse opgaven, siger Søren Poulsen.

Esbjerg fyrede Niels Frederiksen 10. august, da de første fire kampe i denne sæson kun havde budt på i alt ét point.

Siden har Michael Pedersen og Lars Lungi Sørensen holdt trænersædet varmt, indtil en afløser var fundet.

I den periode har holdet i syv kampe spillet ti point ind på kontoen, så Esbjerg er avanceret fra 12.- til 10.-pladsen.

Dal bliver den sjette fastansatte cheftræner i Esbjerg, siden klubben debuterede i Superligaen i 1999. Tidligere har Viggo Jensen, Ove Pedersen, Troels Bech, Jess Thorup og senest Niels Frederiksen haft tjansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.