Får du stress eller ondt i skulderen, så er der flere penge at hente i erstatning, end der var for få år siden. Det viser den seneste rapport fra Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomsforsikring (AES) fra 2010, og i følge nyhedsbrevet 3F ligger udbetalingerne stadig på et højt niveau i 2011.
Det siger kundechef i AES Louise Starup.
"Efter tredje kvartal i 2011 var tendensen et lille fald i forhold til 2010. Men jeg kan allerede nu sige, at vi ikke kommer tilbage til erstatningsbeløbene i 2009," siger hun.
Erstatningsbeløbene tog nemlig et ordentligt hop fra 2009 til 2010. Selvom antallet af arbejdsskader begge år lå på lige godt 4.000, så steg det samlede erstatningsbeløb med 108 millioner kroner til 1,3 milliarder i alt.
Det er især skulderskader og psykiske lidelser, der giver højere erstatninger. Det er især medarbejdere fra fængselsvæsnet og forsvaret, der får flere kroner på kontoen, når sygdommen rammer.
Kilder: 3F og AES