Ernæringsekspert: Derfor er slankekuren farlig og fedende
Det er bedre at spise sundt og varieret, når man skal tabe sig.
Vidste du, at din slankekur kan være farlig?
Vidste du, at din slankekur kan være farlig? Colourbox / Modelfoto


Det er januar, og det er fristende at gå på slankekur oven på julemånedens udskejelser. Men lad være. Det lyder let og uskyldigt med en kur, men den er reelt farlig for din krop og psyke, siger ernæringsekspert Per Brændgaard.

’Forskning har vist, at slankekure faktisk virker fedende på længere sigt. De er ikke løsningen på dit vægtproblem. Stress ned, spis sundt, dyrk motion, og vær tålmodig i stedet for. Så vil din vægt regulere sig på plads hen ad vejen. På en sund og stabil måde,’ siger han.

Få ernæringsekspertens bedste råd til en flad mave på Femina.dk

Per Brændgaard giver dig her fem vigtige grunde til at droppe kuren:

1. Dine nyrer kan tage skade. De fleste populære slankekure har et højt indhold af protein, fordi det giver god mæthed og øger stofskiftet. Men du risikerer at betale en høj pris i form af en nyresygdom. Proteinrig kost er nemlig en voldsom belastning for nyrerne.

2. Du kan få en hjerte-kar-sygdom. Svensk forskning har vist, at kvinder, der ofte går på proteinrige, kulhydratfattige slankekure har en markant forøget risiko for at blive ramt af en hjerte-kar-sygdom.

Her er 10 opskrifter, der giver dig en flad mave. Få dem på Femina.dk

3. Det er farligt at tabe sig for hurtigt. Det er risikabelt at tabe sig mange kilo på kort tid, uanset hvad kuren består af. Hvis vægttabet skal være sundt, så skal det komme langsomt og være holdbart. Pas især på kure, der lover, at du taber dig mere end et kilo om ugen.

4. Du begynder at overspise. Slankekure giver stress og madforbud, der øger trangen til at overspise lige præcis det, som man forbyder sig selv. Overspisningen hjælper også til at dulme den stress, som de strenge slankeregler medfører. Du kommer ind i en ond cirkel, hvor du veksler mellem perioder på kur og perioder på overspisning. Det virker hos de fleste samlet set fedende i længden.

5. Du bliver blind. Slankekurenes madplaner, opskrifter og perfektionisme skaber en form for psykologisk blindhed over for de livsstilsændringer, der rent faktisk er sunde og realistiske for dig. Til sidst synes du, at det hele er komplet umuligt og håbløst, så du giver op og lader stå til - som følge af kuren.

Små skridt og mindful spisning er det sunde alternativ til slankekure. Små skridt er de ændringer i dine sædvanlige kost- og motionsvaner, som er sunde og realistiske for dig. Mindful spisning lærer dig bl.a. at spise efter din indre kalorietæller: mavesulten. Mavesulten er hullet i maven, der fortæller dig præcis, hvornår det er passende at spise, og hvornår du har spist nok. Sultfornemmelsen er en fleksibel regulator, som du altid har med dig. Du kan også spise efter din sultfornemmelse, selvom du ikke orker noget som helst andet. Du kan tabe dig uden at stresse hverken dig selv eller din familie, lyder rådet fra Per Brændgaard.

Af redaktionen, FEMINA, Aller Media

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.