Eritrea-sag: Ombudsmand er fortsat i venteposition
Ombudsmanden vil afvente udfald af personalesager, før han eventuelt går ind i sagen om Eritrea-rapporten.
Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen har bedt Justitsministeriet om flere oplysninger om den såkaldte Eritrea-sag.
Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen har bedt Justitsministeriet om flere oplysninger om den såkaldte Eritrea-sag. Foto: CARSTEN BUNDGAARD/POLFOTO


Justitsminister Mette Frederiksen (S) fastslog flere gange onsdag, at hun er parat til at give Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen alle nødvendige oplysninger, hvis han vil gå ind i sagen om den omstridte Eritrea-rapport.

Der kommer dog til at gå noget tid endnu, før Ombudsmanden træffer en afgørelse. Det oplyser Jørgen Steen Sørensen onsdag aften.

- Ombudsmanden vil ikke tage stilling til behovet for at gå ind i den samlede Eritrea-sag, før han både har fået svar på, om Justitsministeriet agter at foretage sig mere i anledning af Udlændingestyrelsens redegørelser, og er blevet orienteret om udfaldet af de to personalesager, hedder det i en pressemeddelelsen fra Folketingets Ombudsmand.

Mette Frederiksen fremlagde onsdag en supplerende redegørelse fra Udlændingestyrelsen, som frikender sig selv for at have ligget under for politisk pres.

Det sker, selvom daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) lancerede rapporten om Eritrea med en bemærkning om, at hun nu ville "sætte ind" over for de mange asylansøgere fra Eritrea. En udtalelse hun senere har beklaget.

Mette Frederiksen kalder forløbet omkring Eritrea-rapporten for "rodet". Men hun erklærer samtidig sin fulde tillid til styrelsen:

- Jeg har altid tillid til danske myndigheder, siger Mette Frederiksen.

Jørgen Steen Sørensen ønsker dog fortsat et endeligt svar på, om Justitsministeriet - som øverste ansvarlige myndighed på området - ikke finder grund til at foretage sig mere i forbindelse dem omstridte rapport om Eritrea.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.