Ganske vist er kun én runde afviklet i Champions Leagues gruppespil, men engelske Tottenham mærker allerede presset.
Christian Eriksen og co. tabte den første kamp 1-2 hjemme til Monaco, og derfor har London-klubben hårdt brug for at komme på pointtavlen ude mod CSKA Moskva tirsdag aften. I tilfælde af nederlag vil det blive svært at avancere til turneringens næste fase.
Tottenhams udfordring er, at en række af holdets største profiler er skadede.
Topscorer Harry Kane, Mousa Dembélé, Eric Dier og Danny Rose måtte alle sidde over med skader i lørdagens Premier League-sejr på 2-1 over Middlesbrough, og de bliver ikke klar til tirsdagens kamp.
Nu er også Moussa Sissoko blevet skadet og ude af billedet, bekræftede Tottenhams manager, Mauricio Pochettino, mandag.
Argentineren forsøger dog at dæmpe betydningen af de mange skader.
- Vi har hentet flere stærke spillere for at intensivere konkurrencen i truppen, så på trods af skaderne har vi et konkurrencedygtigt hold, siger Mauricio Pochettino.
Han var utilfreds med præstationen i den første kamp mod Monaco, og han vil se fremskridt, så klubben kan spille sig ind i kampen om de to pladser, der giver avancement til ottendedelsfinalerne.
- Vi er nødt til at forbedre os, da vi behøver en sejr. Det er meget vigtigt at få alle tre point. Vi ved, det bliver en meget svær kamp, men i hovedet er vi indstillede på at tage tre point, siger manageren.
I den anden kamp i gruppe E tager Monaco hjemme imod Bayer Leverkusen, der i sin første kamp spillede 2-2 hjemme mod CSKA Moskva.
Alle tirsdagens Champions League-kampe begynder klokken 20.45.
/ritzau/AFP