Eriksens flid skaffer Tottenham point i London-derby
Christian Eriksen skabte det Tottenham-angreb, der udløste målet i den uafgjorte kamp på udebane mod Arsenal.


Kampen om Nord-London mellem Arsenal og Tottenham sluttede uden vinder lørdag aften.

Danske Christian Eriksen medvirkede til Tottenhams føring i anden halvleg, men siden måtte den udskiftede dansker fra bænken se Arsenal udligne til slutresultatet 1-1.

Det havde nu også været en anelse ufortjent, hvis Tottenham havde fået tre point ud af udekampen. Arsenal dominerede mest, men fik ikke nok ud af spillet.

Første halvleg var uden de store højdepunkter, men den anden blev en noget mere seværdig halvleg.

Christian Eriksen havde ikke spillet en væsentlig rolle, inden han efter 55 minutter havde en stor andel i Tottenhams føringsmål.

Hårdt arbejdende brød han et Arsenal-opspil midt på hjemmeholdets banehalvdel. Han erobrede bolden, og inden han blev tacklet i græsset, afleverede han videre til Erik Lamela, der sendte Nacer Chadli i fri scoringsposition i straffesparksfeltet. Sidstnævnte svigtede ikke.

Han sendte bolden sikkert ind fladt ved fjerneste stolpe til 1-0.

Det satte for alvor gang i kampen. For bare to minutter senere var Arsenal tæt på udligning. Forsvareren Per Mertesacker headede mod mål, og målmand Hugo Lloris reddede ypperligt på stregen.

Kort efter var kampen slut for danske Eriksen, der lod sig udskifte efter 61 minutter.

Nu skulle kampen køres hjem på hårdt arbejde over for Arsenal, der pressede mere og mere intenst. Det lønnede sig for Arsenal 17 minutter før tid.

En Tottenham-forsvarer missede en clearing i eget felt, og på Alexis Sánchez' efterfølgende indlæg stod Arsenal-spillerne i kø for at sparke udligningen ind.

Danny Welbeck totalkiksede sin afslutning, men Alex Oxlade-Chamberlain stod bag ham og bankede bolden op i nettaget til 1-1.

Det blev kampens sidste store chance. Efter det uafgjorte resultat har Tottenham samlet otte point i de første seks spillerunder, mens Arsenal har hentet 10. Det er lige nu nok til en fjerdeplads.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.