Eriksen tanker selvtillid med drømmemål
Med to scoringer spillede Christian Eriksen en fremragende landskamp fredag aften mod Kasakhstan.
Christian Eriksen scorede til 2-1 og 4-1, da Danmark fredag vandt 4-1 over Kasakhstan i VM-kvalifikationen.
Christian Eriksen scorede til 2-1 og 4-1, da Danmark fredag vandt 4-1 over Kasakhstan i VM-kvalifikationen. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix


Christian Eriksen er blevet kritiseret for ikke at score nok mål på det seneste.

Men fredag aften scorede Eriksen to gange, da Danmark vandt 4-1 i VM-kvalifikationen hjemme over Kasakhstan.

Eriksen scorede til 2-1 på et straffespark i første halvleg og øgede til slutresultatet 4-1 i slutminutterne. Og det sidste mål var Tottenham-stjernen ekstra glad for.

- Først og fremmest giver det en masse selvtillid. Det første er måske et mål af den billigere slags, men det tæller.

- Mål nummer to var jeg rigtig glad for, det tror jeg også, man kunne se. Jeg smilede nærmest, inden bolden var i kassen.

- Det var dejligt, vi fik åbnet for posen og scoret nogle mål, som vi ikke havde gjort i lang tid, siger Eriksen.

Ved solomålet til 4-1 lignede det i første omgang, at Eriksen ville spille bolden ud til en fri Kasper Dolberg. I stedet driblede midtbanespilleren forbi tre kasakhere og scorede.

- Det gik op for mig, at ham den ene midtbanespiller bare luntede lidt og troede, jeg ville spille bolden ud i siden. Jeg så muligheden for at sætte lidt tempo.

- Jeg havde også i tankerne, om jeg skulle spille bolden ud i siden, men jeg tog beslutningen om at prøve et eller andet, og det lykkedes meget godt, konstaterer Eriksen.

På tirsdag skal Danmark møde Tjekkiet på udebane i en testkamp, men det er usikkert, hvor stor en rolle Eriksen får i den kamp.

- Jeg spiller selvfølgelig mange kampe i øjeblikket - også i Premier League. Og kroppen kunne altid bruge et hvil. Men det er ikke min beslutning.

- Hvis kroppen er fit for fight, og der ikke er nogen problemer, så spiller jeg også på tirsdag.

- Jeg skal snakke med Åge om det. Det er en landskamp, og jeg tror, at alle gerne vil spille en landskamp, siger Eriksen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.