Christian Eriksen forlængede tirsdag kontrakten med Tottenham frem til sommeren 2020. Det gjorde den danske landsholdsspiller kun, fordi han forventer, at det bliver ved med at gå fremad i Tottenham.
Det siger han i et videointerview på Tottenhams hjemmeside.
- De sidste to år er det gået fremad, og vi tager hele tiden skridt fremad. Det vil jeg gerne være en del af, og det vil klubben heldigvis også gerne have, at jeg er. Jeg ser en stor fremtid, for vi tager udviklingen skridt for skridt, og det går kun en vej i øjeblikket.
- Der er en stor fremtid for klubben, og hvis jeg ikke havde forventninger om det, ville jeg ikke have underskrevet en ny kontrakt, siger Christian Eriksen.
I den forgangne sæson blev Tottenham nummer tre i Premier League, og klubben skal derfor spille i Champions League for første gang siden 2010/11-sæsonen.
Danskeren kom til Tottenham i 2013, og hans nu tidligere kontrakt løb til sommeren 2018. Eriksen trives i London-klubben, og han er lettet over, at fremtiden nu er på plads.
- Det har hele tiden været planen at underskrive en ny kontrakt, og nu er det sket. Jeg er lettet over, at det er kommet på plads.
- Der er en god gruppe af mennesker her. Der er en god gruppe af spillere, som passer godt sammen, der er en god stab, som passer godt sammen med spillerne, og vi har en idé om, hvor vi gerne vil hen, og de mål kan vi forhåbentlig indfri.
- Holdet er som en familie. Man ser dem seks-syv dage om ugen, og vi går igennem en masse sammen, siger Christian Eriksen.
Tidligere har han spillet seniorfodbold for Ajax Amsterdam.
/ritzau/