Eriksen runder 50 landskampe som den yngste nogensinde
23-årige Christian Eriksen bliver den yngste nogensinde til at runde 50 landskampe i testkampen mod USA.


Landstræner Morten Olsen har blandet kortene til testkampen mod USA, og blandt andre Lasse Vibe, Daniel Wass og Jakob Poulsen har fået chancen fra start.

På mål har Olsen valgt FC København-keeperen Stephan Andersen i stedet for Leicesters Kasper Schmeichel og Jonas Lössl fra Guingamp.

I midterforsvaret har FC Midtjylland-stopperen Erik Sviatchenko fået chancen ved siden af Simon Kjær, der til dagligt spiller i den franske fodboldklub Lille.

På backerne spiller Evians Daniel Wass i højre side i stedet for rutinerede Lars Jacobsen, mens Nicolai Boilesen fra Ajax indtager pladsen i venstre side.

Lars Jacobsen har døjet med et maveonde, og det kan være årsagen til, at Guingamp-backen starter på bænken.

Christian Eriksen, der er 23 år og 39 dage, bliver den yngste nogensinde til at have spillet 50 A-landskampe.

Tidligere havde Michael Laudrup rekorden, da han var et år og 101 dage ældre i 1988 i en VM-kvalifikationskamp mod Bulgarien.

Tottenham-spilleren optræder på den offensive venstrekant, mens Lasse Vibe fra IFK Göteborg er placeret på den modsatte kant i højre side. Wolfsburg-spilleren Nicklas Bendtner er den enlige frontangriber.

Wigan-spilleren William Kvist er placeret på den defensive midtbane med FCM'eren Jakob Poulsen og Celta Vigo-profilen Michael Krohn-Dehli lige foran sig.

FCK'eren Nicolai Jørgensen er skadet og er ikke blevet klar til kampen, oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU).

Hos USA har den tidligere AGF-topscorer Aron Johannsson fået chancen fra start i angrebet.

Danmarks startopstilling ser som helhed således ud (4-3-3):

Stephan Andersen; Daniel Wass, Erik Sviatchenko, Simon Kjær, Nicolai Boilesen; William Kvist, Michael Krohn-Dehli, Jakob Poulsen; Lasse Vibe, Nicklas Bendtner, Christian Eriksen.

Kampen går i gang klokken 20.15.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.