Eriksen og Tottenham får ilddåb
Christian Eriksen og Tottenham skal møde Manchester United på udebane i den første runde af Premier League.
Der er grund til glæde, hvis Eriksen og resten af Tottenham vinder første kamp i Premier League. De skal nemlig møde Manchester United.
Der er grund til glæde, hvis Eriksen og resten af Tottenham vinder første kamp i Premier League. De skal nemlig møde Manchester United. Foto: David Klein/ZUMAPRESS.COM


Når den kommende sæson i Premier League begynder lørdag den 8. august, kommer Christian Eriksens klub Tottenham på en svær opgave.

London-klubben skal i den første spillerunde en tur til Old Trafford for at møde Manchester United på udebane.

Den forsvarende mester, Chelsea, kommer på en mere overkommelig opgave i første runde hjemme mod Swansea.

Allerede i anden runde får Chelsea dog mere at se til, når den står på udekamp mod Manchester City. Det er et møde mellem de to bedste klubber fra sidste sæson.

Liverpool kan forberede sig på et yderst hårdt udlæg, når det kommer til holdets første stribe udekampe.

I første runde venter udekampen mod Stoke. Det er en gentagelse af kampen i sidste spillerunde af den forgangne sæson. Her vandt Stoke 6-1.

I de efterfølgende udekampe skal Liverpool møde Arsenal, Manchester United, Everton, Tottenham, Chelsea og Manchester City.

Der er tale om top-fem fra sidste sæson samt lokalrivalen Everton.

Det komplette program for første spillerunde ser således ud: Arsenal-West Ham, Bournemouth-Aston Villa, Chelsea-Swansea, Everton-Watford, Leicester-Sunderland, Manchester United-Tottenham, Newcastle-Southampton, Norwich-Crystal Palace, Stoke-Liverpool og West Bromwich-Manchester City.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.