Mindre end 48 timer efter sæsonens sidste kamp for Tottenham Hotspur i Premier League befinder Christian Eriksen og holdkammeraterne sig i Malaysia.
Stort set i umiddelbar forlængelse af søndagens 1-0-sejr på udebane over Everton satte Eriksen og co. kursen mod Kuala Lumpur, hvor Tottenham-spillerne skal vise sig frem for det asiatiske publikum.
- Vejret er helt sikkert noget anderledes end det, jeg er vant til fra Danmark, siger Christian Eriksen til klubbens hjemmeside.
- Jeg tror aldrig, at jeg har været så langt væk hjemmefra, men det er stort at komme her og se så mange Spurs-fans.
- Vi glæder os alle til at spille herude, siger den 23-årige dansker efter ankomsten, hvor malaysiske fans bød holdet velkommen.
Onsdag aften skal Tottenham møde et sammenbragt hold af de bedste spillere fra Malaysias Premier League.
Bagefter fortsætter Tottenhams opvisningsturne til Australien, hvor holdet på lørdag i Sydney skal møde det lokale hold Sydney FC.
Landstræner Morten Olsen ærgrer sig på landsholdets vegne over Tottenham-rejsen til Asien og Australien, da han har bemærket, at Christian Eriksen har set træt ud i sæsonens sidste kampe.
Rejsen betyder, at Eriksen tjekker ind i landstruppen før de kommende kampe mod Montenegro og Serbien senere end de øvrige spillere.
Den 8. juni venter Montenegro i en testkamp i Viborg, inden Serbien gæster København fem dage senere i EM-kvalifikationen.
/ritzau/