Eriksen lyner to gange direkte på frispark mod Swansea
Tottenham kan takke Chritian Eriksens sparketeknik for ét point mod Swansea i opgøret, der endte 2-2.
Christian Eriksen - her mod Manchester City - scorede begge Tottenhams mål i 2-2-mødet med Swansea. Begge scoringer sat ind på direkte frispark.
Christian Eriksen - her mod Manchester City - scorede begge Tottenhams mål i 2-2-mødet med Swansea. Begge scoringer sat ind på direkte frispark. Foto: Matt Dunham/AP


Christian Eriksen scorede sine to første mål i Premier League i denne sæson søndag, da Tottenham ude måtte nøjes med uafgjort 2-2 mod Swansea i Premier League.

I begge tilfælde var det Eriksens specialitet - direkte frispark, der sikrede Tottenham point, efter at Harry Kane havde lavet selvmål for London-klubben.

André Ayew bragte Swansea i front 1-0 efter 16 minutter, da han ikke blev markeret godt nok og fik plads til at heade bolden ind bag den franske landsholdsmålmand Hugo Lloris.

Tottenham har måttet undvære den danske landsholdsstjerne i store dele af denne sæson i Premier League, da danskeren har været ramt af en knæskade.

Efterhånden er Eriksen dog ved at have spillet sig varm efter nogle kampe, og efter 26 minutter fik gæsterne tildelt et frispark i venstre side lidt uden for straffesparksfeltet

Christian Eriksen blev vanen tro sat til at sparke, og danskeren hamrede bolden i mål bag Swanseas målmand Lukasz Fabianski til udligning 1-1 på et direkte frispark, som i sidste sæson blev lidt af et speciale for danskeren.

Efter lidt over en halv time forsøgte Eriksen sig igen på et frispark, men denne gang vandt Fabianski duellen, og i det hele taget var danskeren i hopla og trykkede igen af få minutter før pausen, men forøget blev clearet.

Forinden havde Tottenhams Harry Kane også scoret.

Den engelske landsholdsangriber har haft svært ved at finde netmaskerne i denne sæson, og ærgerligt for ham, Eriksen og resten af Tottenham, kanonerede Kane bolden i eget net efter et hjørnespark, hvor han upresset ville sparke bolden væk, men valgte at helflugte den ind bag Lloris.

Igen måtte Kane og co. forlade sig på Eriksens sparketeknik, og efter 65 minutter fik Tottenham igen et frispark uden for Swansea-feltet, og danskeren kanonerede atter bolden ind bag Fabianski - denne gang op i højre målhjørne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.