Eriksen: Jeg skylder på landsholdet
På klubniveau har Christian Eriksen leveret mange toppræstationer, men det kniber fortsat på landsholdet.
Christian Eriksen forlanger mere af sig selv på landsholdet.
Christian Eriksen forlanger mere af sig selv på landsholdet. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Til dagligt er han hjernen bag Tottenhams offensive aktioner og en ægte Premier League-stjerne.

Christian Eriksen har både i London-klubben og før det for hollandske Ajax leveret mange flotte præstationer de seneste år.

Det kniber dog fortsat på landsholdet, hvor han trods en sikker plads i startopstillingen ikke har spillet den afgørende rolle, som han ønsker sig. Det erkender Christian Eriksen inden lørdagens EM-kvalifikationskamp ude mod Albanien.

- Jeg vil gerne spille en god kamp hver eneste gang, jeg går på banen. Det håber jeg altid på.

- Hvad landsholdet angår, kan man sige, at her spiller vi ikke så mange kampe. I Tottenham kan du være helt væk i den ene kamp, men så er der en ny kamp tre dage efter, hvor du kan gøre det godt igen.

- På landsholdet handler det om, at du er stabil. Arbejdsmæssigt har jeg også været stabil på landsholdet, og de ting, jeg skal gøre for holdet, er jeg lykkedes med.

- Men det personlige har måske ikke været helt der, hvor det skulle være, lyder det fra playmakeren.

Hele 46 landskampe er den kun 22-årige Christian Eriksen allerede noteret for, men det er blot blevet til fem scoringer i rødt og hvidt.

- Medierne måler altid mig på antal mål og antal målgivende afleveringer, og det er nogle af de ting, jeg gerne vil bidrage mere med. Jeg spiller en af de offensive pladser på holdet, så det skal jeg kunne bidrage med. Det hører sig til.

- Jeg er den type spiller, der gerne vil have, at der sker noget fremadrettet, når jeg får bolden, og mit mål er, at jeg bliver mere sikker i mit spil. Mine pasninger skal blive endnu bedre fremover, og de skal være afgørende, siger Christian Eriksen.

Det er tit sværere for ham at spille for Danmark end for sin klub.

- I Premier League får jeg mere plads at arbejde på, og når vi spiller landskampe, møder vi ofte modstandere, der vil stå meget kompakt og afvente vores træk, siger Christian Eriksen.

Lørdagens kamp i Elbasan begynder klokken 20.45.

Allerede på tirsdag gæster Portugal København og Telia Parken i endnu en EM-kvalifikationskamp.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.