Eriksen-frispark sikrer Tottenham sejr over bundprop
Danskeren scorede det afgørende mål på frispark, da Tottenham sejrede 2-1 ude over Leicester.
Christian Eriksen blev endnu en gang matchvinder for Tottenham.
Christian Eriksen blev endnu en gang matchvinder for Tottenham. Foto: Joe Giddens/AP


Christian Eriksen fortsætter med at score afgørende mål i Premier League.

Fredag blev den danske Tottenham-spiller endnu en gang kampafgørende, da han scorede til slutresultatet 2-1 i sejren ude over Leicester.

20 minutter før tid sendte offensivspilleren et lumsk frispark direkte i mål.

Christian Eriksen sendte fra venstre side bolden mod det korte hjørne, og Leicester-målmand Ben Hamer, der erstattede skadede Kasper Schmeichel, kunne ikke nå bolden, før den gik i mål via stolpen.

Selvom målet var flot udført, var det lidt af en defensiv katastrofe af Leicester, der blot havde to spillere i muren. Den ene spiller flyttede sig endda, netop da Christian Eriksen skød til bolden.

Kort før tid var danskeren ved at score igen, men hans afslutning gik lige forbi mål.

Harry Kane havde tidligt bragt Tottenham foran 1-0, men Leicester fik udlignet ved José Leonardo Ulloa lige efter pausen.

Målet er Christian Eriksens syvende i denne sæson i Premier League, og han har sikret mange point til Tottenham.

London-klubben har 30 point for 18 kampe i Premier League, mens kriseramte Leicester er sidst med 10 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.