Eriksen: Det var min bedste landskamp
Den mulige 50-kamps-jubilar udnævner en venskabskamp mod England som sin bedste på landsholdet.
Christian Eriksen peger på kampen mod England i 2011, når han skal nævne, hvilken landskamp der har været hans bedste.
Christian Eriksen peger på kampen mod England i 2011, når han skal nævne, hvilken landskamp der har været hans bedste. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Landsholdsstjernen Christian Eriksen kan tirsdag aften mod Rumænien spille sin landskamp nummer 50.

Ud af de hidtidige 49 landskampe siden debuten i foråret 2010 udpeger den 22-årige midtbanespiller et nederlag i en venskabskamp mod England i København for tre år siden som sin bedste.

- Den bedste må være England-kampen i Parken. Det var et vendepunkt for mig, fordi jeg fik vist lidt om, hvem jeg var. Jeg viste, at jeg kunne være med, siger Eriksen.

- England er en stor nation, og det gav en masse selvtillid dengang, at jeg kunne præstere på det niveau.

- De fleste andres forventninger til mig røg nok også i vejret efter den kamp, siger Eriksen, der dengang spillede i Ajax Amsterdam.

Danmark tabte kampen i februar 2011 med 1-2, men Christian Eriksen spillede fremragende.

Mange englændere havde på forhånd set frem til at følge Arsenals Jack Wilshere på den engelske midtbane, men Wilshere kom i den grad til at stå i skyggen af Eriksen.

For godt et år siden blev danskeren efter spekulationer igennem flere transfervinduer hentet til engelsk fodbold af Tottenham.

Det er dog ikke i alle landskampe, at Christian Eriksen har været lige god. For lidt over en måned siden blev han kritiseret af landstræner Morten Olsen for at være for anonym i et 0-1-nederlag i København til Portugal i EM-kvalifikationen.

- Det var ikke den dårligste landskamp, jeg har spilet. Der har desværre været nogle andre, hvor jeg har været mere usynlig, siger han.

Christian Eriksen starter på bænken i tirsdagens venskabskamp mod Rumænien. Der er kampstart i Bukarest klokken 19.30.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.