Pludselig gad Ken Vedsegaard ikke længere at spille skuespil.
Det fortæller skuespilleren, som fik sit helt store gennembrud i DR-serien 'Krøniken', til HER&NU.
Serien tog de danske tv-seere med storm i tre år - fra 2004 til 2007. Næsten halvdelen af den danske befolkning sad klinet til skærmen, da de 22 afsnit tonede frem i den bedste sendetid.
Ken Vedsegaard fortæller til ugebladet, at der var alt for meget fart på efter 'Krøniken'. Det gav ikke mening for ham.
- Jeg havde simpelthen mistet lysten til at være skuespiller. Jeg ville gerne se, om jeg kunne andet end at være skuespiller. Jeg havde stadig masser af energi i kroppen, men jeg havde ikke længere lyst til at være med på de præmisser, der er, når man er skuespiller, hvor folk hele tiden sætter én i en kasse. I tiden efter 'Krøniken' mødte jeg tit folk på gaden, der vitterligt troede, at jeg var ligesom Erik, fortæller han.
Han sagde i 2010 nej tak til flere roller og kastede sig i stedet over at skabe og instruere andre skuespillere. Blandt andet begyndte han at coache og også lave undervisningsfilm om unge med psykiske problemer.
Ken Vedsegaard kan altså nu ses eller genses i rollen som Erik i "Krøniken", som nu genudsendes på DR. Samtidig har han igen kastet sig over rollen som skuespiller. Han fik lysten igen.
- Jeg har et lille arbejdsværelse, hvor jeg går og fifler med små monologer og træner, om man vil. Der begyndte jeg helt automatisk at bruge min tid igen, og så kunne jeg bare mærke, at jeg savnede skuespillerlivet, siger han.
Ken Vedsegaard er uddannet fra Aarhus Teater 2000.
I tv har man kunnet opleve ham i serierne Strisser på Samsø, TAXA, Rejseholdet, Krøniken og Forbrydelsen II.
Allerede som 12-årig var han med i Søren Krag-Jacobsens anmelderroste børnekrimi "Guldregn".