Erhvervsskoler varsler store sparerunder
På størstedelen af landets erhvervsskoler bliver sparekniven i disse dage svunget, skriver Politiken torsdag.
Som følge af det skærpede karakterkrav varsler erhversskoler besparelser, da de forventer færre elever.
Som følge af det skærpede karakterkrav varsler erhversskoler besparelser, da de forventer færre elever. Foto: MARTIN LEHMANN/POLFOTO


På nogle af de største skoler vil det betyde op mod 50 færre undervisere ifølge Danske Erhvervsskoler.

Årsagen er færre elever som følge af et karakterkrav på 02 i dansk og matematik, der træder i kraft til sommer. Kravet er en del af den erhvervsuddannelses-reform, der blev vedtaget i februar i år, som har til hensigt at styrke erhvervsuddannelserne og gøre dem mere attraktive. Samtidig har undervisningsministeriet indført kvoter på optag på en række af grunduddannelserne på erhvervsskolerne med virkning fra 1. august næste år.

Begrundelsen er "hensyn til beskæftigelsesmulighederne".

- Tilpasningerne er en proces, der foregår alle steder lige nu. Erhvervsskolerne er glade for reformen, men det bliver nogle hårde år de næste år, fordi der bliver en aktivitetsnedgang som følge af færre elever, siger Lars Kunov, der er direktør i Danske Erhvervsskoler, til Politiken.

Han har netop fået tilbagemeldinger fra 18 af de godt 60 erhvervsskoler, der er medlemmer af organisationen.

- Vi har flere eksempler på besparelser på omkring 25 millioner kroner på nogle af de store skoler, og så taler vi om 30 til 50 afskedigelser, siger han og tilføjer, at de 18 skoler i gennemsnit forventer otte procent færre elever i 2015 og ti procent færre i 2016. Nogle af skolerne melder om helt op mod 30 procent færre elever.

Københavns Tekniske Skole, KTS, er en af de skoler, der er hårdt ramt af kvoter for optag på en række nye uddannelser. Mens skolen tidligere har optaget cirka 300 elever om året på uddannelsen "grafisk tekniker", må den fremover kun optage 14.

- Der er vi nede i absolut minimum og en underskudsforretning. Det kan meget let betyde, at den uddannelse så lukker - og at vi generelt vil se skoler, der ikke kan opretholde afdelinger og uddannelser på grund af få elever, siger Lars Kunov.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) skriver i en mail til Politiken, at "kvoterne er med til at sikre, at der rent faktisk er et arbejde til eleverne, når de er færdige. Det er en tilpasning, som vi altid skal foretage."

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.