Erhvervsministeren rejser til Kina for at kapre turister
Kinesiske turister skæpper godt i kassen, når de besøger Danmark. Derfor vil Troels Lund Poulsen have flere.
Der skal flere kinesiske turister til Danmark. Derfor rejser Troels Lund Poulsen på et fremstød i landet i næste uge.
Der skal flere kinesiske turister til Danmark. Derfor rejser Troels Lund Poulsen på et fremstød i landet i næste uge. Foto: Nana Reimers/Free


Næste uge rejser erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) til Kina for at sælge Danmark som turistattraktion.

Kineserne rejser mere og mere, og ifølge Erhvervs- og Vækstministeriet har "kineserne et stort forbrug, når de rejser, sammenlignet med andre nationaliteter". Derfor skal der flere til landet.

- Som erhvervs- og vækstminister bør man besøge Kina en gang om året med den vækst og den rolle, landet har. Ikke mindst inden for turismen.

- Vi ved, at der er ting, der bedre kan lade sig gøre, når det er en minister, der kommer. Samtidig er det en god måde at promovere Danmark på gennem interviews med lokale medier, siger Troels Lund Poulsen.

Han nævner blandt andet, at kineserne har et stort kendskab til H.C. Andersen, men ofte ikke forbinder ham med Danmark. Det er en ting, der skal udnyttes til at trække flere kinesere til landet.

Det skorter dog ikke på kinesiske turister i Danmark, hvis man slår op i tallene fra Danmarks Statistik.

I 2015 var der 198.030 overnatninger af kinesiske turister i Danmark, mere end en fordobling siden 2011 og en firedobling siden 2007.

- Jeg mener ikke, at vi kan få nok turister. Det er en global vækstklynge, der udvikler sig hele tiden. Og det er afgørende, at Danmark taget sin del.

- Vi har utroligt meget at byde på med vores restaurantscene, vores historie og ikke mindst den tryghed, vi har. Det skal vi udnytte, siger Troels Lund Poulsen.

Mens små 200.000 overnatninger er en habil mængde, er Kina langt fra det største land, når det kommer til turister i Danmark.

Her er tyskerne stadig de ultimativt mest besøgende med 13,8 millioner overnatninger, fulgt af nordmænd med 2,6 millioner overnatninger og svenskere med 1,8 millioner overnatninger.

Kina har 1376 millioner indbyggere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.