Erhvervsliv og LO i fælles front mod uddannelsesbesparelser
Store nedskæringer på uddannelsesområdet udløser massiv kritik af regeringen fra både arbejdsgivere og LO.
LO-formand Lizette Risgaard (tv) beskylder statsminister Lars Løkke Rasmussen (i midten) for "at køre en grønthøster" ind over uddannelsesområdet.
LO-formand Lizette Risgaard (tv) beskylder statsminister Lars Løkke Rasmussen (i midten) for "at køre en grønthøster" ind over uddannelsesområdet. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix


Landets to største arbejdsgiverorganisationer, Dansk Industri og Dansk Erhverv, retter sammen med lønmodtagernes hovedorganisation, LO, nu en skarp kritik af regeringens planer om at skære på uddannelsesområdet.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Stik imod de signaler som regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen har sendt, om at erhvervsuddannelserne og uddannelsesområdet som helhed er en topprioritet, viser en gennemgang af finanslovforslaget, at der frem mod 2020 primært takket være omprioriteringsbidraget forsvinder over ti milliarder kroner frem til 2020.

- Det er ikke en måned siden, at regeringen i trepartsforhandlingerne satte tykke streger under, at det var vigtigt, at flere unge tog en uddannelse. Nu foreslår den så at køre en grønthøster ind over hele området, siger LO's formand, Lizette Risgaard, til Finans.

I Dansk Erhverv mener uddannelses- og forskningspolitisk chef Mette Fjord Sørensen, at besparelserne rammer helt skævt.

- Det er ikke hensigtsmæssigt med de besparelser, for vi skal leve af viden og kloge hænder. Vi siger ikke, man ikke kan spare, men man kan altså ikke spare så mange penge på de uddannelser, uden at det får konsekvenser for kvaliteten, siger hun.

Underdirektør i Dansk Industri Charlotte Rønhof bakker op om at reducere SU'en, men ser gerne, at der kommer flere penge over i kompetencefonden. Når det handler om besparelserne med omprioriteringsbidraget i finansloven, siger hun:

- Det er på ingen måde noget, der er groet i vores have. Det betyder ikke, at man ikke skal se på at effektivisere, men nu er vi på et niveau, hvor vi bliver bekymrede for kvaliteten, siger hun til Finans.

Mediet har forgæves forsøgt at få Venstre til at forholde sig til kritikken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.