Ved en afstemning søndag tager franskmændene det første - og måske sidste - skridt i valget af landets konservative præsidentkandidat.
Vinderen spås gode chancer for at blive landets næste præsident ved valget til foråret.
På forhånd er der lagt op til et opgør mellem den tidligere premierminister Alain Juppé og Nicolas Sarkozy, som var Frankrigs præsident fra 2007 til 2012.
Men også den tidligere premierminister Francois Fillon kan komme med i opløbet, viser meningsmålinger.
Målingerne har længe vist, at socialisterne vil klare sig dårligt ved valget, da præsident François Hollande er stærkt upopulær.
Dermed tyder meget på, at præsidentvalget, som afvikles over to runder, vil blive et opgør mellem Front Nationals leder, Marine Le Pen, og de konservatives kandidat.
I det opgør venter mange iagttagere, at Juppé - eller måske Sarkozy - vil vinde over Le Pen, da venstrefløjen vil stemme imod Le Pen.
Den analyse harmonerer med målinger, hvor man har spurgt vælgerne, hvem af de to de vil stemme på i en anden og afgørende valgrunde.
Søndagens afstemning er åben for alle, som underskriver et dokument, hvor de erklærer sig enige i de republikanske værdier og betaler et beløb svarende til 15 kroner.
Det er første gang, at partiet åbent stemmer om sin kandidat.
I alt kæmper syv personer om at blive Republikanernes kandidat ved valget om at overtage efter socialisten Hollande på præsidentposten.
Kandidaterne er på en række punkter ret enige. De vil afskaffe arbejdsugen på 35 timer, skære i skatten til de mest velhavende og hæve pensionsalderen.
Men på andre områder er der noget større uenighed. Når det drejer sig om indvandring, integration og sikkerhed, har kandidaterne forskellige idéer.
Denne splittelse understreges stærkt hos Sarkozy og Juppé, hvor den første bejler til vælgere hos det yderste højre, mens Juppé søger mere mod centrum.
Ingen af kandidaterne ventes i første runde at få over halvdelen af stemmerne. Får man det, vinder man primærvalget.
Derfor skal de formentligt ud i en anden valgrunde 27. november med de to kandidater, der får flest stemmer søndag. Det ser ud til at blive Juppé og Sarkozy.
/ritzau/Reuters