Erfaren direktør forlader Carlsberg
Der er gang i svingdøren hos Carlsberg i øjeblikket, hvor den mangeårige direktør Jørn Tolstrup er opsagt.
Jørn Tolstrup Rohde, Carlsbergs mangeårige direktør for den vesteuropæiske forretning, er fortid i selskabet.
Jørn Tolstrup Rohde, Carlsbergs mangeårige direktør for den vesteuropæiske forretning, er fortid i selskabet. Foto: Mcconnico John/Polfoto


Jørn Tolstrup Rohde, der har været på chefgangene i Carlsberg i over 10 år, er færdig i hos den store bryggerigigant. Han bliver erstattet af Michiel Herkemij, der kom til Carlsberg i 2015 fra en karriere hos Heineken.

Jørn Tolstrup har siden 2012 været chef for Carlsbergs vesteuropæiske forretning, som er bryggeriets klart største division med en omsætning på 39 milliarder kroner i 2015.

- Vi vil gerne udtrykke vores store anerkendelse for Jørn Tolstrups bidrag til ledelsen, selskabet og den professionelle måde, hvorpå han har ledt den vesteuropæiske region, skriver administrerende direktør Cees 't Hart i en meddelelse.

Jørn Tolstrup vil søge efter andre muligheder, og afgangen er ifølge meddelelsen sket i "fælles forståelse".

- Jeg skal trække vejret dybt nu og finde ud af, hvad jeg gerne vil. Jeg har en alder, hvor jeg gerne vil afprøve mig selv som direktør i en lidt mindre virksomhed for igen at komme tæt på det operationelle, siger Jørn Tolstrup til Finans.dk.

Den vesteuropæiske forretning har klaret sig fint under Jørn Tolstrup, da omsætningen og indtjeningen er forbedret.

- Jeg tror, at man skal se på det som et tegn på, at den nye administrerende direktør, Cees 't Hart, er ved at sætte et nyt hold, siger Carlsberg-analytiker ved Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen.

Cees 't Hart kom til Carlsberg i 2015 og er ved at udforme og eksekvere en ny strategi for det danske bryggeri. Det har ført til en større udskiftning i ledelsen af selskabet.

- Carlsberg er ved at gennemføre en kulturændring, hvor det skal være mere fokus på den organiske vækst, flere produkter og brands. Selskabet er på vej til at blive mere markedspræget.

- Den nye chef er mere en markeds- og brandmand. Og hvis man vil have en kulturændring, så er det ikke unormalt, at man skifter ud i ledelsen, siger Michael Friis Jørgensen.

Jørn Tolstrup Rohde kom første gang til Carlsberg i 2004, hvor han har været administrerende direktør for Carlsberg Danmark. Inden han blev chef for Vesteuropa i 2012, var han chef for Nordeuropa.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.