Erdogans modstander afviser rolle i kupforsøg
Imam Fethullah Gülen benægter pure Erdogans påstand om, at han spiller en rolle i kupforsøget mod præsidenten.
Tyrkiske demonstranter svinger med flag fra en bil i Istanbul. Præsident Recep Tayyip Erdogan fortalte lørdag i tv, at regeringen har nedkæmpet et militært kupforsøg.
Tyrkiske demonstranter svinger med flag fra en bil i Istanbul. Præsident Recep Tayyip Erdogan fortalte lørdag i tv, at regeringen har nedkæmpet et militært kupforsøg. Foto: Emrah Gurel/AP


Der er slet ikke noget at komme efter, når Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan beskylder sin ærkefjende, imamen Fethullah Gülen, for at stå bag kupforsøget.

Det fastslår Gülen ifølge den britiske avis The Guardian og nyhedsbureauet Reuters. Gülen benægter enhver form for rolle i kupforsøget.

- Jeg fordømmer på det kraftigste det militære kupforsøg i Tyrkiet. Regeringsmagten bør vindes gennem en proces med frie og retfærdige valg, ikke med tvang, siger han.

- Som én, der har lidt under flere militærkup i løbet af de seneste fem årtier, er det særligt fornærmende at blive beskyldt for at have tilknytning til et sådant forsøg.

Fethullah Gülen bor i delstaten Pennsylvania i USA. Tyrkiet har ikke bedt den amerikanske regering om at udlevere ham, oplyser USA's udenrigsminister John Kerry. Erdogan har før opfordret Gülen til at returnere til Tyrkiet fra sit amerikanske eksil.

Gülen leder bevægelsen Hizmet, som har tænketanke, virksomheder, skoler og publikationer i hele verden. Ti procent af den tyrkiske befolkning menes at støtte Hizmet.

Erdogan slog til, da Gülens tilhængere i 2013 blev beskyldt for at stå bag anklager om korruption mod præsidentens støtter, heriblandt hans søn Bilal. Anklagerne mod præsidentens støtter sås som Gülens tak for sidst efter Erdogans indgreb mod bevægelsens skoler.

Siden har præsidenten stået bag en udrensning blandt højtstående officerer, medieledere og politifolk.

Under kupforsøget sagde den tyrkiske regerings advokat, Robert Amsterdam, at der var "tegn på en direkte forbindelse" mellem militære kupmagerne og Gülen.

Det afviste Hizmets amerikanske afdeling, Alliancen for delte værdier, straks som "yderst uansvarligt".

- Vi er fortsat bekymret over sikkerheden for tyrkiske borgere og for dem, der befinder sig i Tyrkiet, hed det i en erklæring.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.