Erdogan giver kurdere skylden for bombeangreb i Istanbul
Tyrkisk politis efterforskning peger på, at Kurdistans Arbejderparti udførte bombeangreb i Istanbul tirsdag.
Militante kurdere stod bag bombeangreb i Istanbul tirsdag, siger præsident Recep Tayyip Erdogans talsmand.
Militante kurdere stod bag bombeangreb i Istanbul tirsdag, siger præsident Recep Tayyip Erdogans talsmand. Foto: Lefteris Pitarakis/AP


Alle spor peger i retning af, at Kurdistans Arbejderparti (PKK) stod bag et bombeangreb tirsdag i Istanbul, hvor 11 personer blev dræbt.

Meldingen kommer fra præsident Recep Tayyip Erdogans talsmand Ibrahim Kalin, som onsdag på en pressekonference har fremlagt politiets foreløbige rapport om det seneste blodige angreb i millionbyen.

Ifølge lokale medier var der tale om en fjernstyret bilbombe i Istanbul.

Den blev udløst, da en politibus passerede i distriktet Vezneciler - et forretningsområde og hjemsted for Istanbuls universitet.

Bombestedet ligger tæt på flere store turistmål, blandt andet Den Store Bazar.

Onsdag har en anden bombe raseret i den sydøstlige del af landet, hvor en politistation var målet. Tre blev dræbt.

Bombeangrebet onsdag skete i byen Midyat i provinsen Mardin nord for den syriske grænse.

Også den bombe var placeret af PKK, lyder det fra Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim.

- Vi vil beslutsomt bekæmpe dem i både byområder og på landet, siger Yildirim.

Alene det seneste år har en række bombeangreb i Tyrkiet kostet over 200 mennesker livet. Militante kurdere eller Islamisk Stat har fået - eller selv taget - skylden for hovedparten af disse.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.