Erdogan forudser et snarligt valg i Tyrkiet
Erdogans regeringsparti håber, at det efter et valg igen vil kunne regere alene, som det har gjort siden 2002.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, vurderer, at tyrkerne snart skal til stemmeurnerne igen.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, vurderer, at tyrkerne snart skal til stemmeurnerne igen. Foto: AP/free


Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger ifølge Reuters, at hans land "med hurtige skridt" er på vej mod et nyt valg, efter at den siddende premierminister, Ahmet Davutoglu, har opgivet at danne en ny koalitionsregering.

- Vi bevæger os igen hurtigt mod et valg, siger Erdogan, som holdt en tv-tale onsdag.

Udtalelsen kommer efter, at premierminister Ahmet Davutoglu formelt har opgivet at danne en koalitionsregering.

Ved valget i juni formåede Erdogans regeringsparti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AK), ikke at sikre sig tilstrækkeligt med stemmer til at kunne regere alene, som det har gjort siden 2002.

Tyrkiets næststørste parti CHP siger, at "det ville være utænkeligt" at det kunne deltage i koalitionsregering i en overgangsperiode.

Før et valg holdes i efteråret, har Erdogan muligheden for at opløse den siddende regering og i stedet indsætte en midlertidig samlingsregering, hvor magten bliver delt mellem alle fire partier.

Erdogan har ikke lagt skjul på, at han foretrækker en regering bestående af et enkelt parti. Han håber, at et nyvalg vil give AK - som han selv er stifter af - flertal igen.

Det politiske klima er spændt på grund af spørgsmål vedrørende Tyrkiets rolle i forhold til konflikten i nabolandet Syrien og den optrappede konflikt med den kurdiske oprørsbevægelse PKK.

Erdogan er Tyrkiets mest populære politiker, men han er også den, der deler vælgerne mest.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.