Erdogan får ideer fra Hitlers styreform
Tyrkiets præsident får inspiration fra Hitlers styring af Tyskland under Nazi-regimet fra 1933 til 1940.
Tyrkeits præsident Erdogan vil have flere beføjelser i sit embede. Han nævner det system, som var i Adolf Hitlers Tyskland, som en model til inspiration.
Tyrkeits præsident Erdogan vil have flere beføjelser i sit embede. Han nævner det system, som var i Adolf Hitlers Tyskland, som en model til inspiration. Foto: AP/free


Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan fremdrager diktatoren Adolf Hitlers Tyskland som et eksempel på, hvordan et effektivt præsidentsystem kan være.

Det rapporterer tyrkiske medier.

Erdogan har længe skubbet på for at sikre præsidentembedet flere beføjelser.

Han vil ændre den tyrkiske forfatning fra at give præsidentembedet en overvejende ceremoniel rolle som nu til i stedet at være et embede, der har mere udøvende magt som for eksempel i USA, Rusland eller Frankrig.

Præsidenten har netop været i Saudi-Arabien, og ved sin hjemkomst er han blevet spurgt, om et præsidentsystem med udøvende magt kan fungere samtidig med, at statens struktur bevares.

- Der er allerede eksempler i verden. Man kan se det, hvis man kigger på Hitlers Tyskland. Og der er senere eksempler i forskellige andre lande, siger han ifølge nyhedsbureauet Dogan.

Adolf Hitler var diktator i Tyskland i den nazistiske periode fra 1933 til Tysklands nederlag i Anden Verdenskrig i 1945.

Det regerende AK-parti i Tyrkiet - i øvrigt grundlagt af Erdogan - har en ny forfatning placeret centralt på sin dagsorden efter at have genvundet regeringsmagten ved valget i november.

I onsdags blev partiet enig med hovedoppositionspartiet CHP om at genoplive bestræbelserne på at få lavet en ny forfatning.

Den nuværende forfatning i Tyrkiet er fra 1980 og blev udarbejdet efter et kup.

Den bærer stadig præg af at være forfattet af militærfolk.

Oppositionen vil på den baggrund gerne have frisket forfatningen op, men støtter ikke en ændring i den retning, som Erdogan ønsker.

Den tyrkiske opposition frygter, at det vil placere alt for meget magt i hænderne på en autoritær leder.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.