Erdogan: EU-lande har gjort Middelhavet til en kirkegård
Tyrkiets præsident langer hårdt ud efter de europæiske landes politik over for migranter.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, mener, at de europæiske lande har vendt ryggen til migranters grundlæggende menneskerettigheder.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, mener, at de europæiske lande har vendt ryggen til migranters grundlæggende menneskerettigheder. Foto: Turkish Presidential Palace/XINHUA/PHOTOSHOT


Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, beskylder EU-landene for at forvandle Middelhavet til en "migrant-kirkegård".

- De europæiske lande, som har ændret Middelhavet - de ældre civilisationers vugge - til en migrant-kirkegård, er medskyldige i de forbrydelser, som finder sted hver eneste gang en flygtning mister livet, siger Erdogan, som torsdag talte om flygtningekrisen i EU i Ankara.

Tyrkiet er vært for over 1,8 millioner flygtninge fra konflikten i Syrien, og landet har gentagne gange kritiseret Europa for ikke at hjælpe med at tage sin del af byrden.

- De europæiske lande, som har defineret de grundliggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder vender nu ryggen til disse principper, siger Erdogan videre og tilføjer:

- Vi mener ikke, at det er fair at lægge et problem på vores skuldre, når det er et problem hele verden står over for.

Erdogans kritik kommer samme dag, som mange europæere blev rystet af et foto af liget af en treårig syrisk dreng, der blev skyllet op på en tyrkisk strand, efter at han havde været med på et forgæves forsøg på at krydse Det Ægæiske Hav til Grækenland.

- Er det ikke hele menneskeheden, som må stå til ansvar for denne treårige drengs død på vore kyster? sagde den tyrkiske præsident.

Tyrkiets regering sagde i denne uge, at landets kystvagt havde reddet over 42.000 migranter i Det Ægæiske Hav i årets første fem måneder og flere end 2160 i sidste uge alene.

Men Erdogan advarer om, at "det er hele menneskeheden" som er ved at drukne i Middelhavet.

- Det er de værdier, som gjorde os til dem, vi er, som nu drukner i Middelhavet, siger han og understreger:

- Men et verdenssystem, som har mistet dets fornemmelse for barmhjertighed, vil ikke kunne rette op på en menneskelighed, som er i en sørgelig forfatning.

/ritzau/AFP


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.