Af Mia Qvist Scheelsbeck, Aller Media
Det er irriterende at vågne op om natten for at skulle på toilettet. Man får det skarpe lys fra badeværelset i øjnene, og man har måske svært ved at falde i søvn, når man putter sig under dynen igen.
Men det at skulle stå op for at tisse om natten er ikke nødvendigvis et problem.
Syv tegn på du mangler søvn. Få gode råd til at komme søvnmangel til livs her
- Hvis du vågner, går ud og tisser, går tilbage i seng og falder i søvn igen hurtigt, har det ingen betydning for søvnen. Men der er et problem, når man ligger og efterfølgende ikke kan falde i søvn. Hvis der går mere end en halv time, og det gentager sig ofte, må du nok kigge på, hvad du kan gøre ved det, siger Mikael Rasmussen, der er søvnekspert ved Center for Stress og Trivsel.
Har du svært ved at falde i søvn? Så kan du måske bruge et af de ti søvnråd, som Søndag.dk skriver om her
Mindre kvalitetssøvn med alderen
Han peger også på, at man ikke skal problematisere det at stå op og tisse om natten. Heller ikke når man er oppe i årene.
- Vi er jo nødt til at se på alderen. Jo ældre du er, desto flere opvågninger vil du have i løbet af en nat. Og det gør ikke noget. Der er ingen grund til at problematisere, at du vågner to-fem gange om natten for f.eks. at tisse. Når man bliver ældre, bliver ens evne til at sove faktisk dårligere. Det er bare et vilkår, når man bliver ældre, at man får mindre kvalitetssøvn, siger Mikael Rasmussen, der ofte får forespørgsler fra ældre mennesker, der er bekymrede over, at de må stå op så mange gange om natten.
Når du er mellem 70-80 år, har du omkring tre-fem pct. kvalitetssøvn hver nat. Når du er ung, får du omkring 25 pct. kvalitetssøvn hver nat.
- Men det er altså helt normalt og helt ok at stå op for at tisse om natten, slår søvneksperten fast.
Et glas rødvin gør det måske lettere at falde i søvn. Men søvnkvaliteten bliver faktisk forringet af det. Læs hvorfor på Madogbolig.dk